Borgere DNA-testet i Emilie Meng-sagen: - Det er en god idé

Politiet er fåmælte om de seneste dage, hvor borgere er blevet DNA-testet i Emilie Meng-sagen. Borgerne ser indsatsen som et tegn på, politiet søger en bestemt person.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I de seneste par dage har politiet været på visit i området nær Regnemarks Bakke mellem Ringsted og Køge. Det er stedet, hvor liget af 17-årige Emilie Meng i 2016 blev fundet, efter hun forsvandt på vej hjem fra en bytur et halvt år forinden.

quote De må have en profil

Leopold Asmussen, rullegræsproducent, Regnemark

Borgere i Regnemark og omegn fortæller til TV2 ØST, at politiet i de seneste dage har besøgt området for at tage DNA-prøver fra mænd.

- De dukkede op en dag og snakkede med mig og fortalte, hvad de var her for, og det var for at finde ud af, om vi frivilligt ville afgive en DNA-test. Det var ansatte, som er her, og de går også efter ansatte, som var her dengang, siger Leopold Asmussen, der er rullegræsproducent i Regnemark.

- Jeg ved, de har testet naboer, ellers ved jeg ikke noget, tilføjer han.

Emilie Meng
Læs også
Politiet beder borgere aflevere DNA i Emilie Meng-sagen
Emilie Meng
Læs også
Politiet beder borgere aflevere DNA i Emilie Meng-sagen

Politi afviser nyt i sagen

Lars Harvest, fungerende politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter over for TV2 ØST, at politiet har været til stede i området i nogle dage.

- Vi laver nogle afhøringer og undersøgelser, og der er også nogle, vi beder om at afgive DNA, men det er helt normalt. Det har vi gjort i flere år, lyder det fra Lars Harvest.

Politiet har i de seneste dage været til stede i området nær Regnemarks Bakke.
Politiet har i de seneste dage været til stede i området nær Regnemarks Bakke. Foto: TV2 ØST

Ifølge politiet er der dog intet nyt i sagen, selvom de seneste dages arbejde har vakt opmærksomhed.

Leopold Asmussen har dog en teori om, at politiet kan være på sporet af en gerningsmand.

- Når de ikke har testet før, så må det jo være en god idé nu. De har en profil, ellers så gik de jo ikke og testede os. De går heller ikke efter kvinder, så de ved, det er en mand. For kvinderne afgiver ikke tests, siger han og tilføjer:

- De må have en profil, mener han.

Tilflyttere springes over

quote Jeg mener det er okay, hvis de har et spor at gå efter og noget at sammenligne med

Hans Verwohlt, pensionist, Dyndet

Også Hans Verwohlt, der er pensionist og tilflytter til området fik besøg af politiet, der fortalte, at de var ude at samle DNA i forbindelse med Emilie Meng-sagen.

- Jeg forklarede, at jeg kun har boet her i et år. Så mistede de interessen, siger han og tilføjer at han mener politiet har været vidt omkring i området.

- Jeg mener det er okay, hvis de har et spor at gå efter og noget at sammenligne med – det er jo en forfærdelig forbrydelse.

Hans Verwohlt bor i Dyndet nær Regnemark. Også han fik besøg af politiet, som fortalte, der blev indsamlet DNA i forbindelse med efterforskningen af Emilie Meng-sagen.
Hans Verwohlt bor i Dyndet nær Regnemark. Også han fik besøg af politiet, som fortalte, der blev indsamlet DNA i forbindelse med efterforskningen af Emilie Meng-sagen. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

Den 17-årige Emilie Meng blev sidste gang set i live den 10. juli 2016. Efter en bytur med tre venner besluttede hun sig for at gå alene fra Korsør Station omkring klokken 04.00 om morgenen.

I stedet for at følges med sine venner hjem i taxa, ville Emilie Meng hellere gå alene hjem fra stationen til familiens hjem.

Det var sidste gang, de så hende i live.

Juleaftensdag i 2016 – næsten et halvt år efter hendes forsvinden, fandt en hundelufter om eftermiddagen en død person liggende i en sø ved Regnemarks Bakke nær Borup. Nærmere undersøgelser viste, at det var Emilie Meng. Hun havde været udsat for en forbrydelse.

Siden har politiet efterforsket sagen. Drabsmanden er endnu ikke fundet.


Nyhedsoverblik