Kongeskibet Dannebrog tager hvert år på sommertogt med Dronning Margrethe ombord. Og mandag er det Odsherreds tur til at få royalt besøg.
Det er første gang siden 1993, at dronningen er på besøg i Odsherred. Hun ankommer klokken 10 og har hele mandagen og tirsdagen fyldt med aktiviteter i lokalområdet.
Teater og flagdag
Blandt andet skal majestæten deltage i markeringen af flagdagen for Danmarks udsendte på Kongsøre Flådestation, og hun skal besøge det nye Odsherred Teater, som åbnede lørdag.
Tirsdag skal hun opleve Solvognens Fundsted i Trundholm Mose, som er et af de første flagskibslokaliteter i Odsherred UNESCO Global Geopark.
Trafikale ændringer
Besøget indebærer ifølge Odsherred Kommune en række korte ændringer i trafikken, inklusiv ændringer i indkørsels-, standsnings- og parkeringsforbud. Biler, der holder i vejen, vil blive fjernet for ejerens regning.
Du kan orientere dig om alle de trafikale ændringer her, og se hele programmet for dronningens besøg i Odsherred her.