Snarrådige medarbejdere i Faxe Kommune gik hurtigt til værks, da de tidligere på året modtog mistænkelige fakturaer fra en række virksomheder.
Der var intet mistænkeligt ved virksomhederne, men medarbejderne i Faxe Kommune tjekkede med det samme, om fakturaerne var for varer, som var bestilt af kommunen.
Ingen i kommunen havde bestilt de fakturerede varer. I stedet viste det sig, at kriminelle havde fået adgang til kommunens EAN-nummer.
Offentlige institutioner bruger EAN-numre til at modtage elektroniske fakturaer fra leverandører og identificere sig over for leverandører.
- Vi opdagede bedrageriet stort set med det samme og kontaktede politiet, fortæller Marianne Hoff Andersen, der er direktør i Faxe Kommune.
Kommunen er en ud af flere kommuner, heriblandt Køge og Lyngby-Taarbæk, der over en cirka to måneder lang periode i begyndelsen af året blev brugt af kriminelle til at snyde en lang række virksomheder.
Onsdag faldt der ved Retten i Næstved den første dom i sagskomplekset, hvor en 40-årig rocker fik to år og ni måneders fængsel for at have været hovedmanden bag bedragerierne, hvor flere personer er sigtet.
Roser ansatte
Marianne Hoff Andersen glæder sig over, at de ansatte i Faxe Kommune var med til at sætte en stopper for bedragerierne.
- Vores medarbejdere fulgte proceduren og tjekkede med det samme, om de fakturerede varer var nogle, vi havde bestilt. Da det viste sig ikke at være tilfældet, kontaktede de med det samme politiet, siger Marianne Hoff Andersen.
Kommunen kontaktede også omgående virksomhederne og fik i flere tilfælde stoppet leverancerne, inden de blev sendt.
Marianne Hoff Andersen roser kommunens ansatte for at være hurtige på aftrækkeren.
- De handlede dygtigt og helt efter bogen. Vi har lært af det her, at det er yderst vigtigt, at vores medarbejdere altid dobbelttjekker fakturaer for at se, om vi rent faktisk har bestilt varerne, siger hun.