En cocktail af dårligt sommervejr i de nordiske lande og højere leveomkostninger har sat salget i Royal Unibrew under pres.
Hvis man ikke medregner diverse opkøb, er selskabets salg af øl og andre drikkevarer faldet tre procent i 2023 målt i mængde.
Det fremgår af Royal Unibrews årsregnskab, som er blevet offentliggjort onsdag eftermiddag.
Men fordi selskabet i løbet af året har hævet priserne, har det holdt hånden under både omsætning og indtjening.
Den samlede omsætning i 2023 ender på knap 13 milliarder kroner, hvilket er cirka 1,5 milliarder kroner mere end året før.
Den organiske vækst i omsætningen er fire procent. I den organiske vækst er diverse opkøb ikke regnet med.
- Begyndelsen af året var vanskelig, da omkostningsgrundlaget var negativt påvirket af meget høj inflation, og prisstigninger var nødvendige for at opveje de højere omkostningsniveauer, skriver Royal Unibrew i regnskabet.
Overskuddet af driften lander på 1,6 milliarder kroner mod et overskud på 1,5 milliarder kroner året før.
I år forventer Royal Unibrew, at omsætningen lander på omkring 15 milliarder kroner.