Direktør fjernet og centerchef fyret

Der er blevet renset ud i ledelsen i Faxe Kommune efter klager over ledelsesstilen og stor intern uro i forvaltningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skoleledere, der føler sig kørt over af centerchefen i Faxe Kommunes Center for Børn, Unge og Familier. 

Og medarbejdere i samme afdeling, der har udtrykt stærk utilfredshed med direktørens ledelse og især hendes indblanding i verserende sagsbehandlinger.

quote Vi må erkende, at der har været både økonomiske og faglige udfordringer

Thomas Knudsen, kommunaldirektør i Faxe Kommune

Sager som disse har været stærkt medvirkende til, at der i ly af sommerferien er blevet ryddet op i afdelingen, og at to topchefer nu er fjernet.

Først blev centerchef, Henrik Reumert, hjemsendt og senere opsagt. Så blev direktør Marianne Hoff Andersen frataget ansvaret for centret og flyttet til en anden afdeling.

En af de konkrete sager, der blev stærkt medvirkende til de drastiske skridt, er historien om en 11-årig pige, hvor sagsbehandlingen var både mangelfuld og fyldt med fejl. En sag, som TV2 ØST beskrev i en række artikler i maj og juni i år.

Massive konflikter

Men problemerne internt i Center for Børn, Unge og Familier har været så betændte i længere tid, at topledelsen i kommunen har besluttet, at det var nødvendigt at rense ud i ledelsen.

Læs også
11-årig pige boede hos dømt far i to måneder: - Jeg er fuldstændig ødelagt
Læs også
11-årig pige boede hos dømt far i to måneder: - Jeg er fuldstændig ødelagt

Et internt notat afsendt fra kommunaldirektør Thomas Knudsen viser, at direktør Marianne Hoff Andersen er frataget ansvaret for Center for Børn, Unge og Familier. Ny direktør for området er Ida Byrge Sørensen, der kommer fra en lignende stilling i Guldborgsund Kommune.

I notatet fra kommunaldirektør Thomas Knudsen fremgår det også, at der er lavet en fratrædelsesaftale mellem Faxe Kommune og Centerchef Henrik Reumert.

Redegørelse afslører massive problemer

Men helt så enkelt har forløbet ikke været.

TV2 ØST er kommet i besiddelse af en fortrolig redegørelse udarbejdet af konsulenter fra Kommunernes Landsforening. Den viser, at Henrik Reumert i maj blev hjemsendt efter en række klager over ham fra flere skoleledere i kommunen.

Centerchef i Faxe Kommune er blevet opsagt efter flere klagesager fra en række skoleledere i kommunen.
Centerchef i Faxe Kommune er blevet opsagt efter flere klagesager fra en række skoleledere i kommunen. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Mens han var hjemsendt, bad kommunaldirektør Thomas Knudsen 29. maj konsulenter fra Kommunernes Landsforening (KL) om at lave en intern undersøgelse af klagernes art – og da konklusionen på undersøgelsen forelå den 26. juni, blev Henrik Reumert kaldt til tjenstlig samtale. 

Ifølge redegørelsen var der grundlag for en afskedigelsessag.

I redegørelsen kan man læse, at en skoleleder oplevede, hvordan Henrik Reumert havde ringet op om aftenen og skældt vedkommende ud i en meget grov tone. 

En anden leder havde oplevet at blive talt ned til på grund af sin lavere alder og manglende erfaring, og en tredje leder opsagde sin stilling på grund af Reumerts ledelsesstil. 

Psykologisk tryghedskonsulent

I redegørelsen kan man også læse, at embedsværket har brugt lang tid og mange ressourcer på at tænke løsninger.

I en periode havde kommunen endda ansat en psykologisk tryghedskonsulent, som skulle forsøge at skabe bedre dialog og gøre møderne mellem skoleledere og Henrik Reumert mere konstruktive. 

Men intet hjalp.

Derfor blev der, efter konsulenternes redegørelse lå færdig, lavet en gensidig fratrædelsesaftale, og Henrik Reumert blev stille listet ud ad bagdøren på Faxe Kommune. 

Direktør erkender uro

Ifølge flere kilder i kommunen, som ikke ønsker at stå offentligt frem af frygt for repressalier, er det længere tids uro i afdelingen, konflikter internt i ledelsen og ikke mindst klager fra medarbejderne i Center for Børn, Unge og Familier over direktør Marianne Hoff Andersens indblanding i verserende sagsbehandlinger, der blev udslagsgivende.

Læs også
Direktør i kommune blev advaret om muligt lovbrud i børnesag
Læs også
Direktør i kommune blev advaret om muligt lovbrud i børnesag

De mange klager medførte, at Marianne Hoff Andersen i sommerferien fik frataget ansvaret for Center for Børn, Unge og Familier.

Flere kilder i kommunen har fortalt TV2 ØST om en udbredt skepsis over, hvorvidt Marianne Hoff Andersen kan fortsætte som direktør på et andet område, når hendes ledelsesstil har medført splittelse i Center for Børn, Unge og Familier.

Hun er tidligere blevet fyret fra en direktørstilling i Helsingør Kommune, da hun, ifølge byrådet i Helsingør, havde misligholdt sin stilling.

Læs også
Politiker fremsatte falske beskyldninger og ville sløre sine spor i betændt børnesag
Læs også
Politiker fremsatte falske beskyldninger og ville sløre sine spor i betændt børnesag

Marianne Hoff Andersen ønsker ikke at stille op til et interview, og hun henviser generelt til kommunaldirektør Thomas Knudsen - men hun svarer kort i en mail:

- Der har den seneste tid desværre været noget uro forskellige steder i Center for Børn, Unge og Familier under mit ledelsesområde, som jeg tager til efterretning. I sådan en situation er det desværre ikke alt, der kan komme frem i offentligheden.

- Jeg er glad for at arbejde i Faxe Kommune, og vi har en direktion, der fungerer som et hold. Vi har fortsat fokus på, at alle medarbejdere oplever, at vi arbejder efter vores fælles mål og værdier, skriver hun.

Direktør i Faxe Kommune, Marianne Hoff Andersen, er blevet frataget ansvaret for Børn, Unge og Familier i Faxe Kommune efter længere tids uro og klager over hende fra medarbejdere i afdelingen.
Direktør i Faxe Kommune, Marianne Hoff Andersen, er blevet frataget ansvaret for Børn, Unge og Familier i Faxe Kommune efter længere tids uro og klager over hende fra medarbejdere i afdelingen. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Tillid skal genetableres

Kommunaldirektør Thomas Knudsen bekræfter over for TV2 ØST, at der har været problemer på det specialiserede område i lang tid.

- Vi må erkende, at der har været både økonomiske og faglige udfordringer i afdelingen, så det var på tide, at vi fik set på afdelingen som helhed og lave nogle omrokeringer. I det hele taget trænger alle medarbejderne til at få ro i afdelingen, siger Thomas Knudsen.

Hvorfor blev Henrik Reumert afskediget?

- Jeg kommenterer ikke personalesager.

Hvis Henrik Reumert blev opsagt på grund af klager – hvorfor er Marianne Hoff Andersen så ikke blevet opsagt?

- Jeg kommenterer ikke personalesager.

Læs også
Mor chokeret over kommune - nu skal Kammeradvokaten undersøge sagerne
Læs også
Mor chokeret over kommune - nu skal Kammeradvokaten undersøge sagerne

Marianne Hoff Andersens ledelsesstil er blevet kritiseret af medarbejderne i Center for Børn, Unge og Familier. Vil den kritik ikke hænge ved, selv om hun får et andet ansvarsområde?

- Som sagt ønsker jeg ikke at kommentere personsager yderligere. Nu skal vi have ro til at komme videre og tilliden til centeret skal genetableres, siger Thomas Knudsen.

Der har været uro 'i længere tid' - hvornår blev du orienteret om problemerne?  Og i så fald - hvorfor greb du ikke ind før?

- Umiddelbart oplever jeg ikke, at der har været uro i længere tid – jeg blev kontaktet primo marts i forhold til mulige samarbejdsproblemer i centeret, hvorefter der blev igangsat en række initiativer med henblik på at afklare, hvor dybt de præsenterede mulige samarbejdsproblemer stak, siger Thomas Knudsen.

Henrik Reumert ønsker ikke at kommentere sagen.

Vil du have flere historier som denne? Tilmeld dig TV2 ØSTs nyhedsbrev - så får du alle hverdage klokken 19 et overblik over dagens bedste historier.


Nyhedsoverblik