Elev bundet fast til træ - nu reagerer skolebestyrelsen

Forældrerepræsentant i skolebestyrelsen forstår godt, hvorfor folk er bekymrede efter hændelsen omkring Vibeengeskolen - det er hun også selv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Onsdag eftermiddag blev en skoleelev fra 1. årgang på Vibeengeskolen i Haslev angiveligt fundet bundet fast til et træ i en skov nær skolen.

Episoden blev anmeldt til politiet, som stadig her 24 timer efter hændelsen arbejder på sagen.

I en besked sendt ud til forældrene på aula, som TV2 ØST har fået indsigt i, bliver Kent Edvardsen, som er politikommissær hos Sydsjælland og Lolland-Falster Politi, citeret for at skrive følgende:

- Det er stadig trygt at være her på Vibeengskolen, og politiet er her for at undersøge. Vi har aftalt med skolen, at vi kommer på skolen både i dag (torsdag, red.) og også lidt i morgen.

Læs også
Elev bundet til træ af fremmed person under skovtur
Læs også
Elev bundet til træ af fremmed person under skovtur

Politiet opfordrer videre, at børnene ikke bør tale for meget sammen indbyrdes om sagen.

- Lad være med at tale så meget indbyrdes her i starten, men tal med jeres forældre. I skal huske på at sige, hvis I spekulerer på noget, står der i beskeden på aula.

Skoven afspærret

Forperson- og forældrerepræsentant i skolebestyrelsen på Vibeengeskolen, Michelle Sølvskov Jepsen, forstår godt, hvorfor folk omkring skolen er bekymrede lige nu.

Skolen ligger tæt på et større skovområde.
Skolen ligger tæt på et større skovområde. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

- Som forælder er jeg selv forfærdet og bekymret, og jeg kan også godt forstå de forældre, der helst gerne vil holde deres børn hjemme, siger hun.

- Men jeg tror også, det er vigtigt, at man sørger for, at det ikke bliver et alarmberedskab i børnenes hverdag. Dét, tror jeg, kan skabe en ekstra bekymring.

For nuværende er skovområdet spærret af, da politiet stadig arbejder på sagen.

Læs også
Politiet fortsætter undersøgelse ved skole
Læs også
Politiet fortsætter undersøgelse ved skole

Michelle Sølvskov Jepsen håber dog ikke, at skolen dropper skovområdet permanent, når sagen en gang er opklaret.

- Jeg synes jo, det er fantastisk, at vi har mulighed for at tage undervisningen ud i naturen. Det er jo et læringsmiljø og en mulighed for at få frisk luft andre steder end på en boldbane, men jeg ville også sige, det ville være trist, hvis børnene ikke måtte komme ud i naturen af frygt for, hvad der måske kunne ske, forklarer hun og fortsætter:

- I virkeligheden kan sådan en hændelse ske alle steder. På en cykelsti, offentlig vej og så videre. Så dét synes jeg ikke skal være baggrunden for ikke at kunne gå på opdagelse i en offentlig skov.

"Forhåbentlig sker det aldrig igen"

Politiet har ikke ønsket at kommentere på sagen over for TV2 ØST, men til forældrene på Aula er det blevet videreformidlet, at de forventer at være i skole- og skovområdet fredag også.

Skolelederen på Vibeengeskolen har ligeledes ingen kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Forperson Michelle Sølvskov Jepsen fortæller dog, at der skal tages hånd om de børn, der har brug for ekstra opmærksomhed.

- Vi skal selvfølgelig skabe plads til at kunne tale om det som barn, forældre eller medarbejder, men vi skal også holde fast i, at det her er en helt ny oplevelse, som vi aldrig før har oplevet, og som vi forhåbentlig ikke kommer til at opleve igen, siger hun.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 1-1-4.


Nyhedsoverblik