Partierne er for længst i gang med forberedelserne til det store kommunale slag. Den 16. november 2021 skal vi sætte krydser ved kommunal- og regionsrådsvalget.
Det ligner sig selv.
Men Lokallisten i Faxe, med tidligere borgmester René Tuekær i spidsen, vil gøre op med en tradition, der skaber debat ved hvert eneste valg: Valgplakaterne.
Det er sædvanligvis, at de er grimme og trafiksikkerheden, der bliver brugt som argumenter mod at have politikere hængende i lygtepælene. Men nu bliver miljøet også kørt i stilling:
Det er på tide, at vi begynder at tænke bæredygtigt, når det gælder valgkamp
- Det er på tide, at vi begynder at tænke bæredygtigt, når det gælder valgkamp. Også hvis vi skal leve op til FN's Verdensmål om bæredygtighed, mindre CO2-udslip, og at vi skal passe på vores skove, sagde Renè Tuekær (Lokallisten).
- Jeg er godt klar over, at det måske kan påvirke stemmeprocenten, men vi kan jo bruge annoncering og de sociale medier til at gøre opmærksomme på os selv. Det er på tide, vi stopper det ressourcespild, fortsatte Lokallistens gruppeformand.
Kun en kommune uden valgplakater
Lokallisten blev mødt med masser af sympati for at tage hul på debatten, men en række partier var ikke parate til at kravle ned fra lygtepælene.
- Det er helt fair at rejse debatten om det klimaaftryk, som et valg afsætter. Men hvis vi dropper valgplakaterne, flytter vi bare forbruget et andet sted hen. Vi ser det også som et vigtigt redskab i forhold til at gøre opmærksom på, at der skal være valg – især i forhold til grupper, der ellers ikke interesserer sig for politik. Plakaterne kan være med til at øge valgdeltagelsen, lød det fra Michael Rosendahl (V).
Byrådets andet store parti, Socialdemokratiet, var heller ikke parat til at droppe plakaterne ved det kommende valg.
Vi er også interesserede i at mobiliserer vælgere
- Selvfølgelig har valgplakater også et klimaaftryk. Men vi er også interesserede i at mobiliserer vælgere, der ellers ikke går hen og stemmer. Ligesom Venstre mener vi, at valgplakaterne er et godt værktøj, sagde Christina Birkemose (S).
Ingen af de andre 11 kommuner i vores sendeområde har lavet en gentleman-aftale om at forbyde valgplakater. Ved valget kommunevalget i 2017 var Fanø den eneste kommune i Danmark, der slap for politikere hængende i lygtepælene.
- Det er på tide at slipper af med dem. De ser ikke godt ud. Og så slipper vi for det groteske kapløb ved hvert valg, hvor partisoldaterne kappes op at hænge valgplakater op overalt, sagde Steen Petersen (DF).
Ekspert: Valgplakater virker
Marianne Ørgaard (Lokallisten) gav sine kolleger i byrådet en opsang inden afstemningen. Hun havde regnet sig frem til, at de cirka 6.000 plakater, der bliver hængt op i Faxe Kommune, koster et CO2-udslip på over 11 ton.
- Vi politikere vil meget gerne drøfte klima og miljø. Vi vil også gerne pålægge borgerne forskellige restriktioner. Men når det kommer til valgkamp, er det som om, at politikerne helt har glemt deres klimavenlige politik, fastslog hun.
Inden aftenens byrådsmøde talte TV2 ØST med valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
Valgplakaterne har betydning for de personlige stemmer. Især for de ukendte kandidater
Han har gennem en årrække analyseret valgkampe og de kampagneredskaber, som politikerne anvender. Han slår fast, at valgplakaterne virker.
- Det er en tradition, der markerer, at valgkampen er i gang. De minder os om, der er et valg. Plakaterne har betydning for valgdeltagelsen, oplyste han.
- Valgplakaterne har betydning for de personlige stemmer. Især for de ukendte kandidater, der står lidt ned på partiernes lister. Plakaterne i lygtepælene betyder, at vi kan kenkende navn og ansigt på andre end spidskandidaterne, vurderede han.
Og således blev det altså også 17, der stemte imod Lokallistens forslag i Faxe. Det var Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Liberal Alliance.
Lokallisten, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og stemte for forslaget med i alt otte byrådsmedlemmer.