Den verdensberømte DJ Martin Jensen spillede fredag et firetimer langt show fra toppen af Skovtårnet i Rønnede.
I DJ-miljøet er danskeren blandt de største med over en milliard streaminger på musiktjenesten Spotify. Under coronapandemien rejser han rundt i landet med sit show Me, Myself, Online. Tidligere i maj spillede han på fregatten Niels Juel i Korsør.
- Jeg kan ikke holde koncerter, udover en som den her, og i stedet for at holde dem alle i København K og på scenen i Tivoli vil jeg gerne ud i landet og vise Danmark for resten af verden, siger han.
Fredagsfesten i skoven gik i følge DJ'en ikke ud over dyrene, for der er ingen højtalere, der vil spille ud til hele skoven.
Musikken vil kun kunne høres i Martin Jensens ører og på streamingtjenesten Twitch, hvor op mod halvanden million ventes at høre med.
Lyt og plant et træ
I forbindelse med koncerten kunne folk donere et beløb til initiativet Fællesskabets Folkeskove, som institutionen Growing Trees Netvork Foundation står bag.
Initiativet er startet op under coronapandemien og skal anerkende og hædre fællesskabets indsats mod den dødelige virus.
- Vi var så heldige, at Martin (Jensen, red.) gerne ville plante træer og derfor rakte ud til os i forbindelse med den her koncert. Med initiativet giver vi mulighed for, at folk kan plante træer og eksempelvis ære de afdøde eller takke alle dem, der har hjulpet med forskellige hjælpebidrag, siger formand Lars Heiselberg Vang Jensen.
Fredagens koncert, der varede fra 19-23, kan høres her.