Klokken 10 åbner det 45 meter høje udsigtstårn ved Rønnede for offentligheden.
Herefter vil tårnet være åbent for alle hver dag.
Lørdag var der officiel indvielse af tårnet for 250 særligt inviterede gæster – heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som klippede den røde snor over til tårnet.
- Det er et fuldstændig mageløst projekt, lød det, som statsministeren vandrede op i højden lørdag.
- Det er jo smukt. Det her tårn er jo smukt i sig selv uanset hvor det stod. Men så står det her midt i skoven med træer op midt i. Jeg er helt bjergtaget.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sjællands højest tilgængelige punkt
Tårnet er Sjællands højst tilgængelige punkt. For at nå toppen skal man gå op ad en 650 meter lang stålkonstruktion midt i Gisselfeld Klosters skove, hvor Camp Adventure holder til.
Udsigtstårnet er nu det højest tilgængelige punkt på Sjælland, hvor man kommer 135 meter op over havets overflade. På en solrig og klar dag vil det være muligt at se 25 kilometer ud over Sjælland.
Artiklen fortsætter under billedet.
Første spadestik blev taget den 3. maj sidste år af blandt andre den daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen og Faxes borgmester Ole Vive. Og herfra er tårnet så ellers skudt i vejret.
Camp Adventure forventer, at flere end 100.000 gæster hvert år vil besøge det nye udsigtstårn. Og de første besøger udsigtstårnet i dag.