Med denne meddelelse vil vi gerne fortælle jer, at vi kontakter jer, når vi kommer til jeres sag hos os.
Derfor behøver I ikke at kontakte os for at spørge ind til jeres sag eller bede om møder.
Sådan lød en opsigtsvækkende udmelding fra Faxe Kommune tirsdag.
Jeg har set mange grelle ting, men jeg har aldrig set noget lignende
Den kom i kølvandet på, at kommunen er i gang med at kulegrave 1.000 sager i familieafdelingen, hvor der er sket fejl.
Sarah er mor til en femårig handicappet datter og forstår sådan set godt, at kommunen vil give ro til sagsbehandlerne, men ryster alligevel på hovedet.
- Hvad havde kommunen tænkt sig? At vi bare sidder og venter på, at det bliver vores tur? Jeg bliver ved med at kontakte dem, for jeg får ingen svar.
- Min oplevelse af Faxe Kommune er, at der kun kommer svar, når der er noget, der kan ramme dem i bagdelen, siger Sarah, der her medvirker uden efternavn af frygt for repressalier fra sin tidligere ægtefælle.
TV2 ØST kender hendes fulde navn.
Har set mange grelle ting
Rent juridisk er det ikke muligt for en kommune at afvise borgeres henvendelser. Det fastslår professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.
Her er meddelelsen fra Faxe Kommune
Vi bringer her en særlig meddelelse til jer forældre, som har en børne- og familiesag i Faxe Kommune.
Vi modtager mange bekymrede og frustrerede henvendelser fra jer, fordi nogle af jer har brug for at vide, om der er nyt i jeres sag.
Det skyldes, at vi har meldt offentligt ud, at vi i øjeblikket er i gang med at gennemgå alle aktuelle børnesager.
Vi har opdaget, at der er sket fejl i behandlingen af nogle sager.
Det betyder, at nogle borgere ikke har fået det, de er berettiget til, mens andre har fået for meget.
Med denne meddelelse vil vi gerne fortælle jer, at vi kontakter jer, når vi kommer til jeres sag hos os.
Derfor behøver I ikke at kontakte os for at spørge ind til jeres sag eller bede om møder.
Vi arbejder intensivt på at gennemgå alle sagerne og forventer at være færdige inden udgangen af første kvartal 2025.
Vi forstår, at situationen kan skabe bekymring og frustration. Det er vi kede af.
- Man kan sagtens opfordre eller appellere, men man kan ikke med forvaltningsretten i hånden sige til borgere, at de ikke må henvende sig, siger han og tilføjer:
- Og man kan heller ikke afvise at tage stilling til de henvendelser, der kommer.
Selvstændig socialrådgiver Maj Thorsen har årelang erfaring med at rådgive borgere, der er kommet i klemme i det offentlige system. Herunder familier med børn med særlige behov.
- Jeg har set mange grelle ting, men jeg har aldrig set noget lignende. Forvaltningen vil sikkert sige, at man ikke har tid til at svare, siger hun og fortsætter:
- Men den går bare ikke. Borgere skal kunne kontakte kommunen og få svar. Jeg giver ikke en fløjtende fis for den lidt logistiske forklaring, hvis det er det, kommunen forklarer sig med.
Lægger sig fladt ned
Set med Maj Thorsens briller er det både legitimt og fuldt forståeligt, at der er mange familier i Faxe Kommune, hvor bekymringerne nager.
- Sagerne handler både om familier, der ikke har fået den hjælp, de er berettiget til, men der er også familier, der har fået ekstra hjælp i forhold til reglerne.
Vi har aldrig villet holde nogen væk fra at kontakte os
- Det kan være hjælp, de har vænnet sig til, og derfor giver det også nervøsitet, siger Maj Thorsen.
Direktør i Faxe Kommune Ida Byrge Sørensen med ansvar for børne- og familieafdelingen erkender over for TV2 ØST, at kommunens mål med udmeldingen ikke er indfriet.
- Kommunikation er en svær ting. Vores hensigt var at skabe noget ro blandt de borgere, der er berørte af sagen. Det har vi ikke formået kan jeg se på kommentarerne rundt omkring. Det kan jeg kun beklage.
- Vi har aldrig villet holde nogen væk fra at kontakte os. Hvis borgere er bekymrede, skal de selvfølgelig kontakte deres sagsbehandler, siger hun.
Det er ifølge Maj Thorsen helt forkert tænkt, at en sådan opfordring skulle skabe ro.
- Det kunne snare skabe ro, hvis man kommer igennem til et menneske, der kan fortælle, at vedkommende og kollegerne gør, hvad de kan.
- Det kunne betrygge borgerne – og så bliver de næppe ved med at ringe. Jeg håber ikke, kommunen har hyret en ekstern kommunikationsrådgiver ind, der anbefalede det her, siger Maj Thorsen.
Og det har kommunen ikke, bekræfter Ida Byrge Sørensen.
- Vi er i tæt dialog med BDO, som også har haft andre kommuner som kunde plus at vi søger råd rundt omkring, siger hun og tilføjer:
Men vi har ikke haft nogen ekstern kommunikationsrådgiver på denne opgave eller andet omkring familieafdelingen.