Kloge børn får nye venner på sommerlejr: - Her bliver jeg ikke kaldt nørd

Nogle af landets mest begavede børn og deres forældre er lige nu på sommerlejr i Faxe. Her danner de nye netværk og venskaber.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Glade børn, der spiller fodbold, laver snobrød og øver sig på ethjulede cykler. 

Umiddelbart ser sommerlejren på Feddet Strand syd for Faxe Ladeplads ud som mange andre sommerlejre, men den er alligevel lidt anderledes. 

Den er nemlig for nogle af landets mest begavede børn og unge. 

Sådan så det ud, da TV2 ØSTs udsendte konkurrerede med Antonius Valdemar van der Burght og August Danborg-Frederiksen i at løse en rubiksterning hurtigst.

Det er organisationen Gifted Children, der arrangerer den årlige sommerlejr. Formålet er, at særligt begavede børn og deres forældre kan møde ligesindede og danne venskaber på tværs af landet. 

En følelse af at høre til

Og det er da også venskaberne, som flere af deltagerne fremhæver som det bedste, da TV2 ØST besøger sommerlejren. 

- Man møder nogen, man kan være sammen med. Her bliver man ikke kaldt Einstein eller nørd, fortæller Antonius Valdemar van der Burght fra Bogø.

Det samme lyder fra Ida Kofoed Sloth fra Greve.

Ida Kofoed Sloth bor i Greve, men bor i denne uge på Feddet Strand syd for Faxe Ladeplads, fordi hun er på lejr med organisationen Gifted Children.
Ida Kofoed Sloth bor i Greve, men bor i denne uge på Feddet Strand syd for Faxe Ladeplads, fordi hun er på lejr med organisationen Gifted Children. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

- Det fedeste er alle de nye venner, man får, siger hun. 

Ifølge Søs Aakjær Arildsø, der er bestyrelsesmedlem i Gifted Children, har mange særligt begavede børn gavn af at være sammen med nogen, der har de samme evner. 

Søs Aakjær Arildsø er medlem af Gifted Childrens bestyrelse.
Søs Aakjær Arildsø er medlem af Gifted Childrens bestyrelse. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

- Vores børn har ligesom mange andre behov for at have følelsen af at høre til og møde ligesindede. Nogen, hvor der ikke er brug for at fortælle alle mellemregningerne i en aktivitet for eksempel, fordi de forstår hinanden og deres hjerner fungerer lige hurtigt, forklarer hun. 

Har brug for ekstra hjælp

Ifølge hende er der også brug for, at de særligt begavede børn i højere grad bliver set i skoletiden. 

- De har også brug for særlig hjælp. Mange af vores børn ligger lige så langt fra normalområdet som børn, man ved, har brug for ekstra hjælp, fortæller Søs Aakjær Arildsø.

- Så vores børn har også ofte brug for at få differentieret deres undervisning og materiale, så de også føler sig udfordrede.

Om Gifted Children

Gifted Children er en non-profit organisation dedikeret til at støtte højtbegavede børn og deres familier gennem formidling af viden, netværksdannelse og dialog.

Man kan søge indmeldelse i Gifted Children, hvis ens barn er testet, og testen godtgør, at barnet er højt begavet.

Kilde: Gifted Children.

Og ekstra udfordringer er der også på programmet på Gifted Children-lejren. 

Lejr byder på nye udfordringer

Udover de klassiske aktiviteter som bål, snobrød og fodbold, er der nemlig også workshops, hvor man blandt andet kan lære at lave hjemmesider og løse rubiksterninger. 

Mathias Thorvildsen fra Værløse har kastet sig over hjemmesiderne. 

Mathias Thorvildsen deltager i sommerlejren sammen med sin bror og deres forældre.
Mathias Thorvildsen deltager i sommerlejren sammen med sin bror og deres forældre. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

- Det er ikke noget, jeg har prøvet før, men det ser okay ud indtil videre. Jeg kan godt lide at arbejde med tech, fortæller han.

I teltet med rubiksterningerne har Tobias Lundfold Jensen fra Horsens slået sig ned. 

Gifted Childrens sommerlejr er for børn fra hele landet. Tobias Lundfold Jensen bor til dagligt i Horsens, men tilbringer denne uge ved Feddet Strand i Faxe.
Gifted Childrens sommerlejr er for børn fra hele landet. Tobias Lundfold Jensen bor til dagligt i Horsens, men tilbringer denne uge ved Feddet Strand i Faxe. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

- Jeg har altid gerne villet kunne løse sådan en rubikskube. Indtil videre ser ud som om jeg godt kan finde ud af det, fortæller han. 

På workshoppen med rubiksterninger kunne nybegyndere prøver kræfter med den såkaldte "professorterning" med assistance fra øvede terningløsere.
På workshoppen med rubiksterninger kunne nybegyndere prøver kræfter med den såkaldte "professorterning" med assistance fra øvede terningløsere. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Gifted Childrens sommerlejr startede søndag og fortsætter til og med på lørdag. 




Nyhedsoverblik