Fremover skal Faxe Kommune lave individuelle målinger på ejendomme i det åbne land, hvis der er tvivl om, hvorvidt en ejendom forurener.
- Jeg synes selvfølgelig, det er godt, at nu er der i hvert fald kommet mere inddragelse af borgerne. Nu får borgerne en bedre behandling end før, siger Peter Kiær, der er stedfortrædende formand for Fair Spildevand.
Nu har borgerne nemlig krav på at få målt deres spildevand.
- Det er en stor sejr for os, at man rent faktisk er begyndt at følge lovgivningen og give borgerne en ordentlig behandling ved at undersøge den konkrete afledning, fastslår Peter Kiær. Men rosen stopper da også her, for ifølge ham har politikerne ikke turde gå hele vejen.
- Det betyder, at vi har fået en halv sejr.
- Det er jo ikke noget stort det, man har gjort
Den konstituerede formand for Fair Spildevand er glad for, at Faxe Kommune fremover skal lave individuelle målinger på ejendomme i det åbne land. Men han er utilfreds med, at politikerne ikke har vedtaget DF’s forslag om at ejendomme, der ligger mere end 750 meter væk fra recipienten – for eksempel et vandløb – helt skal slippe for krav om at rense spildevandet.
- Det er jo ikke noget stort, det man har gjort. Det er blot at følge lovgivningen på området. Det står jo i Spildevandsbekendtgørelsen, at man skal undersøge borgerne ordentligt, og lave den mindst indgribende betydning, hvis de udleder til vandløb. Så der er jo ikke nogen, der har gjort noget voldsomt her – overhovedet, siger Peter Kiær.
En ingeniørgruppe fra Slagelse har undersøgt forholdende omkring huse, der er længere væk end 750 meter, og fundet ud af, at i langt de fleste tilfælde er der overhovedet ikke nogen udledning fra de huse. I værste fald en lille smule, som ikke har nogen betydning for vandmiljøet.
- Rapporten er meget grundig og dybdeborende og finder ud af, at huse, der er mere end 750 meter væk fra vandløb, de forurener ikke. Det kunne man da have brugt, for så havde man også gjort det nemmere – og billigere - for Faxe Kommune at håndtere det her spildevand, siger Peter Kiær.
- De tør ikke udfordre administrationen
Alt er efterhånden overladt til de embedsfolk, der sidder inde i kommunen og arbejder, og det, synes jeg, er sørgeligt
Ifølge den konstituerede formand ville 750 meter-reglen gøre det nemmere for administrationen, og derfor ærgrer det ham, at politikerne ikke vedtog dette forslag.
- De tør ikke udfordre administrationen, og det er trist. Hver gang siger administrationen, at de er bange for at stramme den med hensyn til afstandskrav, fordi det er ulovligt. Men det er ikke ulovligt, at en kommune administrerer det selv. Politikerne tør åbenbart ikke have ansvaret selv, siger Peter Kiær.
- Alt er efterhånden overladt til de embedsfolk, der sidder inde i kommunen og arbejder, og det, synes jeg, er sørgeligt. Hvis man kigger i lovgivningen, er det op til kommunen at beslutte, hvordan man vil håndtere spildevand i det åbne land.