- Jeg er helt overvældet. Jeg havde slet ikke troet på, at vi blev så mange mennesker.
Sådan lyder det fra Elisabeth Lundstedt, efter hun og hendes veninde Karina Madsen er færdige med deres løb lørdag.
De to veninder havde arrangeret et Knæk Cancer-løb i Førslev ved Haslev for at samle penge ind til bekæmpelse af kræft.
Begge to er erklæret kræftfri i dag men var igennem et kræftforløb sidste år. Elisabeth Lundstedt kæmpede mod brystkræft og Karina Madsen mod modermærkekræft.
Deres fælles glæde ved motion - også under sygdommen - gav dem idéen til et løbsarrangement.
- Vi har begge brugt motion som en del af vores kræftforløb. Det har været meget vigtigt for os at holde os i gang og få bevæget os. Og så synes vi bare, at løb er fede, fordi man kommer ud, der er medaljer, der er mennesker, og der er god stemning, siger Elisabeth Lundstedt.
- Det har været en hård omgang for os begge to. Derfor vil vi gerne gøre noget for Knæk Cancer, tilføjer Karina Madsen.
Større tilslutning end forventet
Dagens løbere kunne vælge mellem 1,6, fem og 10 kilometer, og så var der tombola, medaljer og kaffe og kage. Alt sammen noget, der skulle være med til at samle penge ind, som veninderne vil donere til kræftsagen.
139 motionister deltog i løbet. En hel del flere, end de to kvinder havde regnet med, da de først fik idéen til et indsamlingsløb i september måned.
- Da vi fik idéen, tænkte vi, at hvis vi kunne få 25 til at komme og skaffe et par præmier, så var vi glade. I dag har vi stået med 139 tilmeldinger, og vi har haft en præmiesum på næsten 50.000 kroner. Det er helt vildt, siger Karina Madsen og fortsætter.
- Folk har bare været så positive. Det er lige før, at man bliver lidt rørt over, at så mange støtter op. Og der er brug for det. Pengene går til forskning, og det er det der har gjort, at jeg er rask i dag.
I alt lykkedes det Elisabeth Lundstedt og Karina Madsen at 29.403 kroner ind til dagens løb. Hele beløbet bliver doneret til Kræftens Bekæmpelse.