Den 22. marts 2022 bliver en dato, 11-årige Kristoffer Ekelund Harpsøe fra Orup altid vil huske.
Det samme vil hans forældre, venner og de ansatte på Midtskolens afdeling Møllevang i Rønnede.
Hvad der skulle have været en helt almindelig skoledag i solskinsvejr endte i noget, der minder om en ond drøm, da Kristoffer Ekelund Harpsøe faldt ned fra et træ og landede på en gren, der gik igennem hans krop.
Nu fortæller Kristoffer, hans venner, hans mor, ansatte på skolen og en traumelæge om den dag, hvor et frygteligt uheld fik en uventet lykkelig udgang.
Leg endte i ulykke
Det er en af forårets første rigtige solskinsdage. Nina Sarauw, der er lærer i 5.a på Midtskolens afdeling Møllevang i Rønnede, er gårdvagt og kan mærke, at det bliver en god dag.
- Det var rigtig flot vejr, og jeg havde gårdvagt sammen med en anden kollega og to vikarer. Jeg gik en runde ude på græsplænen og tænkte, det var vel nok et fantastisk dejligt vejr, det ville blive et godt frikvarter. Det synes jeg, jeg kunne mærke, fortæller hun.
Som mange gange før har 11-årige Kristoffer Ekelund Harpsøe fra 5.a gang i en god klatreleg i træerne bag skolens boldbane sammen med sin ven Asger Østerbye.
De to drenge har udset sig hver deres træ.
- Jeg kravlede i et træ, der var lidt nemmere for mig, Kristoffer kravlede i et træ, som jeg ikke helt kunne klare, fortæller Asger Østerbye.
Men legen tager en uventet drejning. Kristoffer glider og falder. Han rammer en gren, der går igennem hans krop.
Drengenes klassekammerat Rosalie Allison Wigger Jensen er i nærheden og hører lyden af ulykken.
- Jeg hørte et lille sådan et knæk, og så kommer Asger løbende ud og råber, "Rosalie, Rosalie du skal over til Kristoffer". Så jokede jeg, fordi han dagen før var faldet ud af et træ, så jeg sagde, "er han faldet ud af et træ"? Og ja, det var han så, fortæller hun.
Et chokerende syn
Børnene henter hurtigt hjælp. Skolelederen og Kristoffers klasselærer Nina Sarauw kommer til.
Det er et voldsomt syn, der møder Nina Sarauw.
- Det var jo en dreng, der stod med armene oppe over sig og prøvede at holde fast og holde sig selv oppe. Og så kunne jeg bare se noget meget, meget stort indeni ham, fortæller hun og fortsætter:
- Lige der tror jeg, jeg fik et chok, fordi jeg glemte alt om, hvad de to børn havde sagt. Jeg kunne bare se, at han havde noget stort inden i sig, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var.
Rosalie Allison Wigger Jensen spørger Kristoffer, om han kan gå. Men det kan han ikke.
Selv kan Kristoffer også huske lidt fra ulykken.
- Jeg prøvede at gå, men det kunne jeg ikke. Og så kiggede jeg ned, og så kunne jeg bare se... ja.
Han er landet oven på en mere end en halv meter lang gren, der stak op af jorden. En gren der nu går gennem låret og pludselig er inden i ham.
- Jeg kan huske, at min lærer sagde, at jeg bare skulle kigge op, fordi hun ikke ville have, jeg skulle kigge ned. Og så var der en, der kom med vand, og så var der nogen, der holdt mig oppe, så jeg ikke røg længere ned, fortæller Kristoffer Ekelund Harpsøe.
Troede ikke, han ville klare den
Lærerne ringer efter hjælp. Både lægehelikopter, brandvæsen og politi er fremme på 11 minutter.
De får savet grenen af og flyver afsted med Kristoffer mod Rigshospitalets traumecenter.
Her står et stort traumeteam klar til at tage imod.
Nadja Vissing, der er afdelingslæge på Rigshospitalets semi-intensiv børneafsnit, fortæller, at det er afgørende, at der er flere specialiserede læger klar, når et traume som i tilfældet med Kristoffer kommer ind.
- Kristoffer kommer ind på vores traumestue, hvor der er rigtig mange mennesker. Der er kirurger, der ved noget om lungerne, nogen, der ved noget om hjertet, tarmene og benene. Det er vigtigt, at der er et rigtig stort team tilstede på det tidspunkt, for det kan gå rigtig hurtigt, siger hun.
Hun fortæller, at de åbner Kristoffers mave for at se, hvordan organerne har det, om der er store blødninger og noget, der skal gøres noget ved med det samme.
I mellemtiden er Kristoffers forældre ankommet til Rigshospitalet og begynder at forstå, hvad der sket med deres søn.
- Uden at overdrive kan jeg godt sige, at vi var alle sammen fuldstændigt knuste, fordi der var ikke nogen af os, der troede, at Kristoffer ville komme med hjem igen, fortæller Linda Ekelund Harpsøe.
Et held i uheldet
Forældrene fortæller, at de bliver mødt af et professionelt hold på Rigshospitalet, der ved, hvad de skal.
- Vi fik lov til at komme ind og se ham, og der var jo et kæmpe opbud af mennesker, som arbejdede på ham. Alle vidste præcis, hvad de skulle, fortæller Linda Ekelund Harpsøe.
Udover at de gør alt, hvad de kan for at redde Kristoffer, så er personalet også gode til at holde den knuste familie opdaterede på, hvordan det går med deres dreng.
- Hele vejen igennem fik vi fortalt fra A til Å, hvad der foregik med ham. Så man stod ikke overladt til sig selv, man stod ikke og tænkte, hvad sker der, fortæller hun.
Heldigvis finder lægerne ud af, at Kristoffers tilstand er langt bedre end forventet. Derfor er han efter mindre end et døgn uden for livsfare.
Grenen er gået ind i Kristoffers lyske og op gennem kroppen, men fordi den er buet, rammer den ikke de mange vitale organer, der ellers er på vejen.
- Det er egentlig det, der er utroligt heldigt, fordi den går simpelthen ikke ind der, hvor organerne er. Den går uden om de store blodkar, som ellers kan bløde rigtig meget. Den kommer op i mellemgulvet, og så sker der det, at der kommer et lille hul her fra mellemgulvet, og lungen klapper sammen, forklarer Nadja Vissing.
Kristoffer ender dermed med at få et hul mavesækken, mellemgulvet og punktere den ene lunge, men resten af organerne går fri.
- Den ramte ikke noget, vi ikke kunne lappe sammen relativt hurtigt. Det var rigtig uheldigt for Kristoffer, at det her skulle ske, men oveni det uheld, har han været rigtig heldig. Så det er vi rigtig glade for, siger Nadja Vissing.
Krisehjælp på skolen
Linda Ekelund Harpsøe er også dybt taknemlig for heldet i det ufattelige uheld. Hun mener, at hendes søn har brugt lidt ekstra på heldighedskontoen.
- Jeg tror ikke, han skal spille lotto lige de næste par dage. Jeg tror, hans held lige skal bygges lidt mere op. Det er simpelthen once in a lifetime, at man er så heldig, tænker jeg.
Imens Kristoffer befinder sig i gode hænder på Rigshospitalet, går også et større krisebredskab i gang 85 kilometer længere sydpå.
På skolen bliver der tilkaldt krisepsykologer til at tale med både børn og voksne, mens øvrige elever og forældre også skal have besked om ulykken.
Både eleverne og personalets tilgang til ulykken imponerer den daværende afdelingsleder på Midtskolens afdeling Møllevang, Kristian Sinding.
- Folk klarede det fuldstændigt fantastisk. Eleverne var påvirkede og meget berørte, men blev inde i klasserne. Jeg var rundt i en del af klasserne og fortælle, og de havde selvfølgelig en masse spørgsmål, men forstod også, at man ikke kunne få svar på det hele. Personalet var storartet. Man rykkede sammen i bussen, hjalp til og blev der, fortæller han.
Også Kristoffers klasselærer husker, at alle var gode til at handle i en ellers totalt uvant situation.
- Det var som at være i en bikube nærmest. Folk vidste, hvilken rolle de havde, og hvad de skulle, fortæller Nina Sarauw.
En dårlig drøm, der endte som et mirakel
Nu er Kristoffer så småt på vej tilbage i skole. Noget som mange ikke havde regnet med allerede ville ske kun lidt over en måned efter ulykken.
- Det er jo et mirakel på en eller anden måde, at han ikke er død af det her. Det må man sige. Når man har set det hele, så er det virkelig noget af et mirakel, siger Nina Sarauw.
Det samme siger vennerne fra 5.a, der ligesom deres klasselærer var øjenvidner til ulykken.
- Det hele føles virkelig bare som en dårlig drøm, men også på en måde en god en. Altså det med at han kom tilbage, siger Rosalie Allison Wigger Jensen.
- Det er rart at se, at han kan stå og gå og det hele. At hans krop stadig fungerer efter det. Det er virkelig rart, siger Zacharias Staxen Hougaard Olsen.
For Kristian Sinding er der heller ingen tvivl om, at der er tale om et mirakel.
- Når jeg har skulle fortælle det til andre, så har jeg fortalt, at det er et lille mirakel. For ikke at sige et stort mirakel, siger han.
For vennerne er det rart at se Kristoffer tilbage i skolen.
- Han er lidt klassens klovn. Han kommer ind, og så fylder han rummet med sjov og sådan nogle ting. Det giver en god følelse, når man kommer i skole, siger Rosalie Allison Wigger Jensen.
Klar til at klatre i træer igen
Spørger man Kristoffer selv, så kan det godt være lidt svært at sætte ord på, hvad han har været igennem.
- Jeg har det jo godt. Jeg er lidt lam i maven, men ellers har jeg det meget fint, ellers er der ikke så meget, siger han.
Hans mor sidder tilbage med en stor taknemlighed til personalet og til det udefinerbare, hun mener, har holdt hånden over hendes søn.
- Det kunne være gået så galt, men det gjorde det ikke. Så sidder man bare der, og ja, jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Taksigelser til alle, der har været involverede i Kristoffer. Og også til dem, der holder hånden over ham, siger hun.
Kristoffer ser ud til at klare den uden mén. Han slipper dog ikke for de fysiske mærker, der vil minde ham om dengang, han faldt ned fra et træ.
Indtil videre er der også et 58 centimer langt minde. Grenen, der for en tid befandt sig inde i hans krop. Men Kristoffer har ikke planer om at beholde den for altid.
- Jeg tror, jeg vil brænde den. Fordi så bliver jeg glad indeni. Den har jo lavet skade på mig, så det ville blive meget dejligt at få den brændt, siger han.
Spørger man Linda Ekelund Harpsøe om, hvordan den sidste måned har været, er beskrivelsen "travl, frustrerende og virkelig, virkelig emotionel".
- Men jeg synes, vi er ved at være på toppen igen alle sammen. Han (Kristoffer, red.) er klar til at klatre i træer igen, siger hun.
Men det kommer ikke til at ske lige med det samme, hvis man spørger Linda Ekelund Harpsøe.
- Ikke lige til at starte med. Der tænker jeg, at der lige går et stykke tid, siger hun.