Medarbejder gør fund af to sjældne søstjerner i kalkgrav - begge arter erklæret for danekræ

En medarbejder ved Østsjællands Museum har fundet nye arter af søstjerner, der har levet i det hav, der dækkede Danmark for 63 millioner år siden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I februar 2020 gjorde Carsten Niss, der er leder af skoletjenesten på Østsjællands Museum, et bemærkelsesværdigt fund i Faxe Kalkgrav, da han var i gang med at forberede et skoletilbud.

Medarbejderen fandt og studsede over talrige fossiler af søstjernerarter, der ikke var fundet i kalkgraven før. 

Søstjernearterne er blevet undersøgt med mikroskop.
Søstjernearterne er blevet undersøgt med mikroskop. Foto: Østsjællands Museum

Flere eksperter har kigget nærmere på fundene og har kunnet konstatere, at to af søstjernearterne er hidtil ukendte arter. 

- Det er usædvanligt. Vi har hidtil kendt til to former for søstjerner i Faxe Kalkbrud. Han fandt pludselig plader fra to andre søstjerner, som er kendt fra andre steder i Danmark, og udover det fandt han to nye arter. Så vi gik fra at have to til seks arter i kalkbruddet, hvor to af dem var hidtil ukendte, fortæller museumsinspektør på Geomuseum Faxe Jesper Milán.

- Det viser, at den fossile fauna i Faxe Kalkbrud er endnu mere divers, end hvad vi troede. Vi får et endnu mere komplet billede af det forstenede økosystem, som vi formidler på museet, siger han.

Erklæret danekræ

De to søstjernearter er nu blevet erklæret for Danekræ, fordi der er tale om geologiske fund af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi. Det vurderede Danekræudvalget den 27. maj. 

- Det er rimelig stort. Det tror jeg, at mange amatør-findere drømmer om, siger Carsten Niss, der vil inkorporere de nye fund i museets skoleforløb fremover.

Museuminspektøren opfordrer lokale til at gå på fossiljagt i kalkgraven. De nye fund viser, at vi langt fra er kommet i bund.

- Det kan godt være, videnskaben har gennemtrawlet det hul gennem de seneste 100 år, men der bliver stadig fundet nye arter, siger Jesper Milán. 

Danekræ

Inspireret af loven om danefæ indførtes i 1989 begrebet ”danekræ” som betegnelse for jordfundne naturskabte genstande af enestående naturhistorisk værdi. Ligesom danefæ tilhører danekræ staten og skal afleveres til et af statens naturhistoriske museer (f.eks. Zoologisk Museum og Geologisk Museum). Af danekræ kan nævnes:


  • Sjældne eller meget velbevarede fossiler (forstenede dyr og planter).
  • Hele dyreskeletter, eller større dele heraf, samt sjældne hele kranier eller dele af kranier fra istiden og tiden herefter.
  • Mineraler med sjælden sammensætning eller forekomstmåde og krystaller af usædvanlig størrelse eller form.


Kilde: Nationalmuseet


Nyhedsoverblik