Nødblus over Faxe Bugt udløste storm af opkald til politiet

Vagtchef roser borgere for at have handlet hurtigt og ringet til 1-1-2, da to nødblus blev set over Faxe Bugt omkring klokken 19.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Omkring klokken 19 fredag aften var der kortvarigt bekymring for, at en eller flere personer var i havsnød i Faxe Bugt. For to nødblus blev set skyde mod himlen, hvilket fik borgere til at ringe 1-1-2.

- Mange har ringet ind, siger vagtchef Lars Denholt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

- Det eneste der er problemet er, at dem der har sendt disse nødblus op, har glemt at fortælle, at det var en øvelse.

De to nødblus blev set fra et større område, forklarer vagtchefen.

- Det er blandt andet set fra Faxe Ladeplads omtrent tre kilometer fra kysten. Vi har også fået meldinger fra Præstø.

Og selvom det kortvarigt gav mange opkald:

- Jeg vil tro, vi har fået en 20-30 opkald.

Så var det godt, at så mange tog handling, understreger vagtchefen:

- Det er super så mange har reageret. Det viser, at folk er opmærksomme på, når der sker noget, der ikke er en del af normalbilledet.

Misbrug kan udløse fængselsstraf 

Hvem der står bag øvelsen vides ikke, men netop fordi det var en øvelse er der ikke tale om en strafbar handling, lader vagtchefen forstå.

- Det er strafbart at skyde et nødblus op, hvis der ikke er tale om havsnød eller en øvelse. Så derfor kommer vi heller ikke til at udstede bøder i den her sag. Men hvis man gør det i kådhed, som vi siger, så er det strafbart med bødestraf.

Meldingen om, at det var en øvelse, modtog politiet via 1-1-2 omkring et halvt minut efter, at den første borger havde ringet ind og delt sin observation.

- Så derfor har vi kunnet berolige dem, der ringede ind efterfølgende – og dem var der mange af – og sige, at der ikke var nogen i havsnød, siger Lars Denholt.

At skyde et nødblus af, uden man har brug for hjælp, er en overtrædelse af straffelovens paragraf 135, der kan give bøde eller ind til tre måneders fængsel.


Nyhedsoverblik