Nu kan du snart bo ovenpå historisk marked

Rækkehuse kommer til at ligge ovenpå resterne af et kendt marked, der tidligere tiltrak tusindvis af gæster.

Beliggenheden er noget, som mange går op i, når de skal finde deres kommende hjem, og det er ofte med god grund.

Nogle placeringer er bare mere værdifulde end andre, og ét af de steder finder man i Haslev.

quote Det vil give området et kæmpe boost

Ole Vive (V), borgmester i Faxe Kommune

Nu har du nemlig muligheden for at flytte ind på en særlig placering, som emmer af historie, hygge og købmandsskab.

I 33 år blev der afholdt indendørs kræmmermarked på Lysholms Allé, som tiltrak tusindvis af mennesker, men i 2023 drejede det kendte kræmmermarked Det Blå Marked nøglen om.

Kort efter blev markedsbygningerne revet ned, og et stykke historie forsvandt.

Palle Ditlev Lynge Nielsen (tv.) var blandt de mange kræmmere på markedet, da det eksisterede.
Palle Ditlev Lynge Nielsen (tv.) var blandt de mange kræmmere på markedet, da det eksisterede. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Onsdag blev første spadestik sat til 153 nye boliger på selvsamme grund. 

Dermed vil der i fremtiden komme til at bo alt fra nybagte børnefamilier til seniorer ovenpå det historiske område.

- Opførslen af rækkehusene understreger, at vi er inde i en positiv udvikling, og det vil give området et kæmpe boost, for det vil være nye borgere, som kommer hertil, siger borgmester Ole Vive (V), som var med til at tage første spadestik.

Den nu tidligere markedsbygning lå på Lysholm Allé i Haslev og fyldte 10.000 kvadratmeter.
Den nu tidligere markedsbygning lå på Lysholm Allé i Haslev og fyldte 10.000 kvadratmeter. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

- Borgerne kommer med nogle forventninger, men også kompetencer til at området, som vil styrke os, siger borgmesteren og tilføjer: 

- Og så betyder det også flere skatteindtægter for os, så det er en rigtig god dag.

Rækkehuset er i høj kurs

Rækkehusene kommer til at variere i størrelse i det område, som kommer til at gå under navnet Lysholm Have

De mindste af slagsen bliver 65 kvadratmeter, mens de største når op på 125 kvadratmeter.

Og det er langt fra tilfældigt, at valget faldt på netop Haslev, da ejendomsselskabet Velkomn ledte efter gode byggegrunde.

Markedet lukkede, fordi opbakningen til at have stande på kræmmermarkedet var faldende.
Markedet lukkede, fordi opbakningen til at have stande på kræmmermarkedet var faldende. Foto: TV2 ØST

- Forskellige undersøgelser viser, at vi danskere er villige til at pendle op til 45 minutter til en større by, og her ligger Haslev perfekt i forhold til afstanden til Storkøbenhavn, men også andre arbejdspladser på Sjælland, siger Peter Uldall Borch, der er direktør i Velkomn.

Direktøren fortæller, at rækkehusene bliver mere og mere populære på tværs af alder og geografi.

Sådan så det ud, da markedsbygningerne var under nedrivning.
Sådan så det ud, da markedsbygningerne var under nedrivning. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Det er dog den ældre målgruppe, der særligt viser interesse i boligtypen.

- Vi kan mærke, at der er stor efterspørgsel fra særligt seniorerne, der gerne vil have noget mindre, og her er rækkehuset et godt alternativ til et parcelhus. 

- De vil gerne have et mere simpelt liv, hvor de kan bo til leje, og det kan man få her, siger han.

Planen er at rækkehusene hurtigt kommer op at stå. I hvert fald forventes de første beboere at flytte ind i august næste år.


Nyhedsoverblik