Lige nu er der udsigt til træer, træer og flere træer fra turistattraktionen Skovtårnet i Faxe Kommune.
Men det håber Sparresholm Gods og Næstved Kommune at ændre på.
For to år siden forsøgte de nemlig at få tilladelse til at placere tre 150 meter høje vindmøller på et areal kun halvanden kilometer fra det 45 meter høje Skovtårn, som ligger på den anden side af kommunegrænsen.
Dengang blev projektet afvist af daværende erhvervsminister Simon Kollerup, men nu er anden gang måske lykkens gang for Sparresholm Gods.
- Vores samfund står i en helt anden situation nu end for to år siden. Dengang synes jeg også, at det var en forkert beslutning at afvise projektet, men med stigende elpriser bliver det endnu mere relevant. De tre vindmøller vil kunne producere 30 millioner kilowatt-timer om året. Det er svarende til 7.500 enfamiliehuse, siger Thomas Garth Grüner, der er ejer af Sparresholm Gods.
I regeringens nye energiudspil lægges der op til, at produktionen af grøn strøm skal firedobles, og derfor forsøger kommunen at realisere projektet en gang til.
Hvis man ikke har råd til at betale sin elregning eller sin gasregning, så har man vel heller ikke råd til at gå op i Skovtårnet.
Men energikrisen har ikke fået folkene bag Skovtårnet til at se mere positivt på vindmøllerne.
- Vi arbejder professionelt med turisme hver dag, og vi vil gerne tiltrække så mange mennesker som muligt. Der kommer besøgende fra hele verden hver dag, og det er altså ikke for at kigge direkte ind i nogle meget store vindmøller, siger Kasper Larsen, der er forretningsudvikler hos Camp Adventure, der ejer Skovtårnet.
Det var også hensynet til turismen, der tilbage i 2020 gjorde, at projektet blev skrinlagt.
Gæsterne har delte meninger
På borgmesterkontoret i Faxe bliver nyheden om de genoptagede vindmølleplaner heller ikke godt modtaget.
- Jeg er ret ærgerlig over og ked af, at de planer er genoptaget, fordi ministeren kom jo for to år siden med et ret kraftigt svar, at den veto-ret som Faxe Kommune havde benyttet sig af, det var den, han ville læne sig op ad, fordi det havde så stor indvirkning på Faxe Kommune, siger Faxes borgmester Ole Vive (V).
Vi skal selvfølgelig have mere grøn energi. Det skal bare ikke være lige der.
Hos de besøgende i Skovtårnet er meningerne delte:
- Det vil være lidt vildt at se på, at der står sådan nogle høje vindmøller så tæt på en attraktion, siger Ole Skov Hansen fra Ejby.
- Jeg ville sige, at det var okay, fordi det kun vil være i et hjørne. Fra resten af cirklen har man stadig en rigtig smuk udsigt, siger Hanna Wirth, der er på besøg fra Tyskland.
Men for Kasper Hansen er det netop 365 graders oplevelsen, der gør Skovtårnet unik.
- Det er de færreste steder, at de kan se smukt kuperet landskab 365 grader rundt om dig, og den oplevelse vil et industrielt anlæg som vindmøller ødelægge, siger han.
Borgmester: Energikrisen ændrer ikke situationen
Modstanden mod planerne har ikke noget med energikrisen at gøre, forklarer Skovtårnet og Faxe Kommune.
- Jeg forstår godt den grønne vinkel, men det var ikke det, projektet faldt på dengang. Det var derimod Faxe Kommunes udviklingsmuligheder, og fordi vi har en ret stor turistattraktion lige nøjagtig der, og det var det, som ministeren tog stilling til, og det er også det, ministeren skal tage stilling til nu, og det har jo ikke ændret sig, siger Faxes borgmester Ole Vive (V) og tilføjer:
- Vi skal selvfølgelig have mere grøn energi. Det skal bare ikke være lige der.
Men i Næstved Kommune mener borgmesteren, at netop energikrisen gør en stor forskel.
- Vi skal tage hensyn til Skovtårnet, men det hjælper jo ikke noget, hvis virksomhederne må lukke deres produktion eller at vi ikke kan have ovnen tændt juleaften. Vi må alle sammen bidrage og her er der en mulighed for, at vi kan skaffe noget vedvarende energi ret hurtigt, siger borgmester i Næstved Carsten Rasmussen (S).
Ejeren af Sparresholm Gods stemmer i:
- Når forudsætningerne ændrer sig væsentligt, som de har gjort her, så synes jeg egentlig, at det er fair nok at tage planerne op igen. Hvis man ikke har råd til at betale sin elregning eller sin gasregning, så har man vel heller ikke råd til at gå op i Skovtårnet, afslutter Thomas Garth Grüner.