Striden mellem socialdemokraterne i Faxe Kommune er nu skærpet så meget, at den tidligere opstillede spidskandidat i kommunen, Anders Franssen, er blevet ekskluderet af partiet.
Det oplyser han selv dagen efter eksklusionen fandt sted.
- Jeg fik besked om beslutningen i morges. Og jeg er rystet over det. Det er som om, at man bare fjerner alle, der har været uenige i de ting, som der er sket i partiet, siger den nu tidligere socialdemokrat torsdag aften til TV2 ØST.
Anders Franssen har været en del af kredsen omkring den tidligere socialdemokratiske borgmesterkandidat Christina Birkemose, der i marts sidste år, et halvt år før kommunalvalget, dog blev væltet som spidskandidat til fordel for Camilla Meyer, der stod i spidsen for partiet ved kommunalvalget sidste år.
Han stillede til det efterfølgende opstillingsmøde selv op imod Camilla Meyer, men tabte med 67 stemmer bag sig mod Camilla Meyers 131.
- Jeg er 99 procent enig med socialdemokratiets politik. Der, hvor vi er uenige, det er, når det handler om, hvordan man behandler andre i politik. Det foregår på en meget gammeldags måde i Socialdemokratiet, siger han.
Bliver i partiet
Han fastslår, at han er ked af at blive udelukket af sit parti.
- Jeg har kæmpet for Socialdemokratiet. Men jeg føler, at de er blevet mindre åbne. Men nu kan jeg koncentrere mig om politisk arbejde i stedet for sager om mobning og personfnidder, siger han, og lover at fortsætte sit arbejde i politik.
Det er socialdemokratiets hovedbestyrelse, der har vedtaget eksklusionen. Beslutningen blev truffet torsdag, og den begrundes med at han har publiceret på offentlige sider i modstrid med partisekretærens klare besked, at han efterfølgende har nægtet at afpublicere - og indholdet i opslaget, hvor han ifølge partiet hænger navngivne personer ud som overgrebspersoner. Ifølge hovedbestyrelsen er der tale om partiskadelig virksomhed, hvor han aktivt bidrager til at skade partiets tillidsvalgte og de folkevalgtes omdømme.
Bliver i politik
Da TV2 ØST spørger Anders Franssen om hans planer nu, bliver han kryptisk.
- Det eneste jeg kan sige lige nu er, at jeg ikke stopper. Faktisk er jeg først lige startet. Jeg har mange ting, som jeg vil kæmpe for, og det skal jeg finde en platform for at arbejde videre med nu, siger han, og oplyser, at han allerede har modtaget invitationer til at fortsætte arbejdet i andre partier.
Kommuneformanden for Socialdemokratiet i Faxe Kommune, Ida Lynggaard, ønsker torsdag aften ikke at kommentere på eksklussionerne.