Gasudslip på skole - flere fik det dårligt

Et gasudslip på Sofiendalskolen tirsdag udløste storalarm i Haslev, efter flere elever og en lærer fik det dårligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En lang række ambulancer og behandlingsbiler blev tirsdag eftermiddag sendt til Sofiendalskolen i Haslev, hvor der var melding om gaslugt, og hvor flere blev dårlige.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

- En slange på en gasflaske i et fysiklokale var i stykker. Heldigvis var det ikke mere alvorligt end som så, siger politiets vagtchef Henrik Karlsen til TV2 ØST.

Alle sendt hjem

Hele udskolingen på skolen blev efter hændelsen sendt hjem, og en lærer blev behandlet for hovedpine, oplyser Faxe Kommune til TV2 ØST.

- En elev i 8. klasse begyndte at kaste op over lugten. Derfor valgte man at evakuere hele bygningen. Eleverne blev sendt hjem, og kun de, der havde det dårligt, blev kørt til undersøgelse og eventuel behandling, fortæller Henrik Reumert, der er centerchef for Børn og Undervisning i Faxe Kommune.

img_0234.jpg
Læs også
Muligt gasudslip: Politiet evakuerede Slagelse Rådhus
img_0234.jpg
Læs også
Muligt gasudslip: Politiet evakuerede Slagelse Rådhus

Kunne høres over hele byen

Alarmen lød klokken 12.50, og siden har udrykningen kunnet høres over det meste af Haslev. Skolen ligger i Haslevs østlige ende, og en meget lang række udrykningskøretøjer kørte i minutterne efter gennem byen til skolen.

Artiklen fortsætter under videoen.

Video: Jakob Olling.

Lugten fra den ødelagte gasslange blev første gang konstateret mandag - men først tirsdag blev lugten så kraftig, at det kunne fastslåes, at der var tale om udsivende gas.

- Meldingen mandag var, at det lugtede mærkeligt i lokalet, lidt som om der lå et dødt dyr. I løbet af formiddagen tirsdag blev lugten dog markant værre, og elever og den pågældende lærer fik det dårligt. Og her blev der så slået alarm, forklarer Henrik Reumert.

Ikke farlig gas

Han understreger, at de, der fik det dårligt, har det godt nu. Gassen er nemlig i sig selv ikke farlig.

- Der er tale om flaskegas. Det er brand- og eksplotionsfarligt, men det indeholder ingen forgiftningsfare, forklarer han. 

Eleverne og læreren er dog for en sikkerheds skyld blevet instrueret i at kontakte egen læge eller giftlinjen, hvis de får det dårligt igen.

Udrykning havde formål

Han fortæller, at der meget hurtigt kom ro på situationen.

- Når der kommer så mange udrykningskøretøjer, så skyldes det bygningens størrelse og antallet af involverede. Der er jo tale om et beredskab, der skulle kunne håndtere selv den værst tænkelige situation, siger han.

Den utætte gasledning er blevet fundet og lukket, og bygningen er siden blevet udluftet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.


Nyhedsoverblik