Cirka 180 medarbejdere har tirsdag nedlagt arbejdet på Royal Unibrews bryggeri i Faxe
Det skyldes uenigheder i lønforhandlinger.
Det står lidt i hårknude om, hvem der giver sig først
- I forbindelse med de forestående lønforhandlinger har vi fået at vide, at der ikke bliver givet mere, end der er blevet tilbudt. Det, synes medarbejderne, er for lidt, derfor nedlægger de arbejdet, fortæller fællestillidsrepræsentant Asger Nielsen.
Foreslår stigning på 1,2 kroner i timen
I marts måned skulle de oprindelige lønforhandlinger have været afsluttet, men på grund af corona har det trukket ud.
Nu er man nået til at diskutere lønstigningen, der i ledelsens udspil, ifølge Asger Nielsen, lyder på en generel stigning på 1,2 kroner i timen, eller hvad der svarer til 190 kroner om måneden.
Men det er ikke nok, mener medarbejderne.
- De synes, det er urimeligt, når man har betalt et tocifret millionbeløb coronastøtte tilbage, og man har betalt rigtig mange penge til aktionærerne. Folk mener også, de skal have lidt, siger han.
Ifølge Royal Unibrews ledelse er der dog tale om et tilbud om en højere lønstigning, end den Asger Nielsen beskriver.
- Lønnen afhænger af, om man arbejder dag, aften eller weekend, men generelt taler vi om en stigning på over 500 kroner pr. måned pr. medarbejder i gennemsnit, siger Søren Lisberg, der er produktionsdirektør i Royal Unibrew.
På niveau med markedet
Lønforhandlingerne fandt sted i sidste uge. Her forhandlede virksomhedens fem tillidsrepræsentanter med Søren Lisberg.
Hvad mener du om, at medarbejderne er gået hjem i dag?
- Jeg synes altid, det er rigtig kedeligt, når vores medarbejdere nedlægger arbejdet, og at vi ikke kan finde en løsning sammen, som vi altid tilstræber at gøre, siger produktionsdirektøren.
Hvad har det af konsekvenser?
- I de her dage har det den konsekvens, at en dagligvarehandel på Sjælland ikke får leveret varer. Det er den korte version af, hvad der sker de næste par dage, fordi distributionen ud af Faxe også er stoppet, siger Søren Lisberg.
Kan du forstå, medarbejderne er utilfredse?
- Ikke i forhold til det tilbud, vi har fremlagt. Det er helt på niveau på det, der generelt gives på markedet.
Forhandlingerne er afbrudt
Det er uvist, om medarbejderne har tænkt sig at fortsætte med at nedlægge arbejdet.
Ifølge tillidsreprænsentant Asger Nielsen vil ledelsen ikke genoptage forhandlingerne.
- De har meldt ud, at de mener, forhandlingerne er slut, og at de ikke vil forhandle med os, så længe vi nedlægger arbejdet, siger Asger Nielsen.
Søren Lisberg bekræfter, at forhandlingerne er stoppet.
- Det er jo et gangbart princip, at man ikke kan forhandle med nogen, der ikke er. Når de kommer tilbage, taler vi selvfølgelig med vores medarbejdere.
Genoptager I så forhandlingerne, når det sker?
- Forhandlingerne er som sådan overstået, og det tilbud, der ligger på bordet, er fuldstændig på linje med det, som industrien generelt har givet på området i år, siger han.
Asger Nielsen har forståelse for, at ledelsen ikke ønsker at lønforhandle, mens medarbejderne strejker.
- Jeg kan måske godt forstå, at de ikke vil tale løn, så længe vi har nedlagt arbejdet, men de vil jo heller ikke forhandle bagefter.
- Det står lidt i hårknude om, hvem der giver sig først, siger Asger Nielsen