Ung mand tændte kanonslag i bil og kom alvorligt til skade

En ung mand kom juleaften alvorligt til skade, efter han tændte et ulovligt kanonslag i en bil.

Juleaften blev alt andet end hyggelig for en 19-årig ung mand fra Haslev. 

Sammen med en kammerat var han ud på aftenen kørt ud til en parkeringsplads ved Grønlandsgade. Her sad den unge mand på passagersædet, hvor han tændte et ulovligt kanonslag.  

quote Den unge mand fik betydelige skader på sin hånd som følge af det sprængte kanonslag

Vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Ifølge politiets afhøring var det den unge mands intention at smide kanonslaget ud af vinduet, men af uvisse årsager lykkedes det ikke at kaste kanonslaget tids nok. 

I stedet sprang kanonslaget i hånden på den unge mand. 

- Vi fik klokken 22.23 en anmeldelse om, at en ung mand var kommet til skade efter at have tændt et kanonslag i en bil, fortæller vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Betydelige skader

Politiet på stedet kunne hurtigt konstatere, at den unge mand havde brug for behandling. 

- Den unge mand fik betydelige skader på sin hånd som følge af det sprængte kanonslag. Han blev med det samme kørt til behandling på Odense Universitetshospital, siger vagthavende hos politiet. 

Læs også
Mere ulovligt fyrværkeri end nogensinde
Læs også
Mere ulovligt fyrværkeri end nogensinde

Den unge mand fra lokalområdet sad i passagersædet i en bil, da ulykken skete. Hans kammerat, der sad i førersædet, da kanonslaget sprængte, kom ikke noget til. 

Politiet gør opmærksom på, at det er forbudt at anvende importerede kanonslag. 

Almindeligt fyrværkeri må kun anvendes på selve nytårsdagene 31. december og 1. januar. Det kan koste 2.500 kroner i bøde, hvis man anvender fyrværkeri udenfor denne periode. 


Nyhedsoverblik