Inden længe vil bilister på Sydmotorvejen køre forbi et nyt vartegn, som skal bygges i nærheden af nedkørslen til Femern Bælt-tunnelen på Lolland.
Vi kommer til at binde to lande sammen
Det oplyser Realdania og Ny Carlsbergfondet.
Til sammen har de doneret 3.750.000 kroner til at skabe et lokalt udflugtsmål og nationalt vartegn i krydset mellem natur og infrastruktur.
Ifølge donorerne skal værket ligge ved Rødby og tilbyde en naturfyldt pause for både lokale og rejsende mellem Tyskland og Danmark.
- Det er fantastisk, siger Martin Boesen (S), formand for Fritids-, Kultur- og Folkesundhedsudvalget i Lolland Kommune, om donationen.
Han håber, at vartegnet får flere pendlere og turister til at få øjnene op for Lollands herligheder.
- Med den kommende tunnel mangler den tidligere pause måske ved færgerne, og der kunne vartegnet blive et trækplaster og lokke folk til at køre fra for at opleve lokalområdet, siger Martin Boesen og tilføjer:
- Og det kunne bagefter få folk til at holde ferie i området, fordi der er flot natur, vand og andre gode muligheder. Der er en masse potentiale i det her.
Har uddelt knap 39 millioner kroner
Kunstværket ved Rødby er en af i alt ni udvalgte projekter med tilnavnet Steder Tæller X, som har fået økonomisk støtte af Realdania og Ny Carlsbergfondet.
Der er i alt uddelt cirka 39 millioner kroner til projekterne, hvor vartegnet på Lolland ifølge Realdania kommer til at spille særlig rolle.
Infrastruktur er nødvendigvis ikke noget, man forbinder med kunst
- Det er et virkelig spændende sted, hvor vartegnet skal laves, siger Stine Lea Jacobi, programchef hos Realdania, og tilføjer:
- Vi kommer til at binde to lande sammen.
Disse projekter har fået donationer
Ankomsten på Grenen - Skagen
Brolandingen - Hadsund
Flyndersø Mølle - Skive
Grænseløse horisonter - Rømø
Holmsland Hotspot - Ringkøbing
Infrastruktur X Rå natur - Rødby
Langør Havn - Samsø
Phoenix Mølle - Rudkøbing
Slivsø - Haderslev
Kilde: Realdania og Ny Carlsbergfondet.
Ifølge hende bliver vartegnet et stort kunstværk og landskabskultur.
- Nogen vil passere det i høj fart, mens andre vil gå langsomt forbi det. Derfor var det et spændende sted at placere, siger Stine Lea Jacobi og tilføjer:
- Infrastruktur er nødvendigvis ikke noget, man forbinder med kunst. Så det med at tage et sted, som ikke har så mange kvaliteter i sig selv, og tilføje noget, syntes vi var spændende.
Men der kommer til at gå et stykke tid, før man kan opleve vartegnet.
Efter sommerferien skydes der en konkurrence i gang, hvor fagpersoner kan indsende deres bedste idéer.
- Det bliver vanvittig spændende at se, hvordan dygtige kunstnere og arkitekter fortolker stedet, siger Stine Lea Jacobi.
De første skitser ventes at blive præsenteret for offentligheden i begyndelsen af 2024.