Inden længe vil bilister på Sydmotorvejen køre forbi et nyt vartegn, som skal bygges i nærheden af nedkørslen til Femern Bælt-tunnelen på Lolland.
Projektet er finansieret af Realdania og Ny Carlsbergfondet, der til sammen har doneret 3.750.000 kroner til at skabe et lokalt udflugtsmål og nationalt vartegn i krydset mellem natur og infrastruktur.
Vi kommer til at binde to lande sammen
Ud over det kommende vartegn på Lolland skal der bygges attraktioner i Ringkøbing, Skagen og på Rømø.
I sensommeren efterlyste parterne kunstnere og arkitekter til at deltage i konkurrencen om at udvikle de forskellige attraktioner og vartegn – og de er nu fundet.
Kampen om at skabe vartegnet på Lolland med projekttitlen Infrastruktur x Rå Natur står mellem tre udvalgte konkurrenter.
De vil skabe Lollands nye vartegn
I konkurrencen skal følgende hold deltage:
Kirstine Roepstorff og DETBLÅ
Amitai Romm og Djernes & Bell
Morten Stræde og Mette Romme Landskab
Kilde: Realdania og Ny Carlsbergfondet.
De vindende idéoplæg skal efterfølgende udvikles og realiseres i samarbejde mellem kunstnere, arkitekter og de lokale projektejere.
Afsættet til attraktionen langs den lollandske motorvej er ifølge Realdania og Ny Carlsbergfondet det kontrastfulde møde mellem langsom, vildtvoksende natur og lineær infrastruktur.
Det er med andre ord præmissen for konkurrenterne, at værket både skal kunne ses på afstand i høj fart og kunne opleves tæt på og indtages med krop og sanser.
Binder to lande sammen
Ifølge donorerne skal værket tilbyde en naturfyldt pause for både lokale og rejsende mellem Tyskland og Danmark.
- Det er et virkelig spændende sted, hvor vartegnet skal laves, siger Stine Lea Jacobi, programchef hos Realdania, og tilføjer:
- Vi kommer til at binde to lande sammen.
Ifølge hende bliver vartegnet et stort kunstværk og landskabskultur.
- Nogen vil passere det i høj fart, mens andre vil gå langsomt forbi det. Derfor var det et spændende sted at placere, siger Stine Lea Jacobi.
- Infrastruktur er nødvendigvis ikke noget, man forbinder med kunst. Så det med at tage et sted, som ikke har så mange kvaliteter i sig selv, og tilføje noget, syntes vi var spændende, tilføjer hun.
De første skitser ventes at blive præsenteret for offentligheden i begyndelsen af 2024.