Verdensmester i ironman leder støbearbejdet på verdens største sænketunnel

Joanna Soltysiak fra Polen holder en VM-rekord i ironman, og så står hun i spidsen for støbningen af verdens største sænketunnel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fire etager høj, 42 meter bred og 217 meter lang.

Det bliver hurtigt til rigtig mange skridt for Joanna Soltysiak, når hun som chef for støbelinjen på Femern-byggeriet, skal holde øje med, at det første element til verdens største sænketunnel bliver støbt til perfektion.

quote Jo større udfordringen er, jo sjovere er det for mig

Joanna Soltysiak, chef for støbelinjen, FLC

Men for hende er det en smal sag.

- Det er derfor jeg træner meget, siger hun med et grin og tilføjer:

- Jeg træner triatlon. Jeg har lige deltaget ved VM i Finland, og jeg har slået verdensrekord i ironman i alle aldersgrupper – otte timer og 55 minutter – jeg slog syv minutter af rekorden.

Og så er der det med tunnelerne.

- Jeg kommer fra Polen, men for 12 år siden flyttede jeg til Sverige. Og jeg startede med at bygge tunneler – det her er min fjerde tunnel, siger Joanna Soltysiak og tilføjer:

- Udfordringen for mig ligger i de store projekter. Jo større udfordringen er, jo sjovere er det for mig.

Joanna Soltysiak har inden hun kom til Femern-byggeriet været med på tre tunnelprojekter i Sverige.
Joanna Soltysiak har inden hun kom til Femern-byggeriet været med på tre tunnelprojekter i Sverige. Foto: Mads Gudiksen - TV2 ØST

Som sit eget barn

Netop den første støbning er noget ganske særligt.

- Det er første gang, så det er meget spændende for hele holdet. Første gang er nærmest som ens barn, siger Joanna Soltysiak.

- Jeg startede planlægningen for over et år siden af denne opgave. Det er spændende og meget givende for mig at se, hvordan det fungerer.

Ifølge Joanna Soltysiak er den første støbning forbundet med stor spænding. Her ses taget over den del af tunnelrøret, hvor bilerne skal køre.

Det første element skal ifølge planen til næste år sænkes ned på bunden af Femern Bælt, som den første del af den kommende tunnel mellem Lolland og den tyske ø Femern.

Selve tunnelen bliver 18 kilometer lang og skal bygges op af i alt 89 elementer, hvoraf mandskabet fra Femern Link Contractors nu er godt i gang med at støbe det første.

Læs også
Johnny steger 180 ænder efter morfars opskrift til 700 tunnelarbejdere
Læs også
Johnny steger 180 ænder efter morfars opskrift til 700 tunnelarbejdere

Det er Femern Link Contractors, der står for at bygge den nye tunnel for Femern A/S, som er bygherre på projektet for den danske stat.

Mellem tunnelrørene til jernbanen og motorvejen støbes røret til den tunnel, hvor alt teknikken skal installeres.  Pladsen her er trang, hvorfor det ifølge Joanna Soltysiak også er et udfordrende arbejde.
Mellem tunnelrørene til jernbanen og motorvejen støbes røret til den tunnel, hvor alt teknikken skal installeres. Pladsen her er trang, hvorfor det ifølge Joanna Soltysiak også er et udfordrende arbejde. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Støber i 38 timer uden stop

Anders Gert Wede, der er chef for byggepladsen hos Femern A/S, oplyser, at der går cirka 3.300 kubikmeter beton på en enkelt støbning.

Et standard-tunnelelement består af i alt ni støbninger og består af tre dele. Bund, vægge og top.

For hver støbning bliver elementet således cirka 25 meter længere, ind til det når totallængden på 217 meter.

Bygges op af 89 sektioner

  • Femern Bælt-tunnelen bliver verdens længste sænketunnel for tog og biler.

  • Tunnelen bygges op af 89 tunnel-sektioner, der sænkes ned og sættes sammen til en lang tunnel.

  • Tunnelen under Femern Bælt bliver i alt 18 kilometer lang og vil forbinde Lolland med den tyske ø Femern.

    Opgaven med at bygge tunnelen varetages af Femern Link Contractors, imens Fehmarn Belt Contractors står for gravearbejdet.

  • Rejsetiden gennem tunnelen bliver 10 minutter for biler og syv minutter for tog.

  • I dag tager sejlturen fra kyst til kyst 45 minutter.

  • Byggeriet ventes færdig i 2029.

- Vi støber 38 timer på en gang for at færdiggøre en støbning. Skulle vi klare alle ni på én gang, ville det være for uoverskuelig en opgave, forklarer Anders Gert Wede.

- Men alt støbes i en omgang, tilføjer Joanna Soltysiak.

Betonen til støbearbejdet skal leve op til strenge kvalitetskrav.

Og det er ikke nogen enkel opgave.

- Udfordringen er, at når vi starter med væggene, så er betonen stadig frisk i bunden. Så vi skal være meget forsigtige, så betonen ikke flyder over fra væggene.

- Det kræver et stort fokus, og der er mange mennesker involveret.

150 kubikmeter i timen

Arbejdet foregår i 12-timers skift med 60 ansatte på hvert hold.

Støbearbejdet foregår i 12-timersskift med op mod 100 ansatte engagereret på hvert skift.
Støbearbejdet foregår i 12-timersskift med op mod 100 ansatte engagereret på hvert skift. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

- Dertil kommer mennesker med ansvar for sikkerhed, kvalitet, laboratorieteknikere og ingeniører, forklarer Joanna Soltysiak og tilføjer:

- Så i alt er over 100 involveret i et skiftehold.

Anders Gert Wede, der er chef for byggepladsen hos Femern A/S, fortæller, at det vil være umuligt at støbe hele tunnelelementet i et stykke. Derfor støber man i sektioner af cirka 25 meter ad gangen.
Anders Gert Wede, der er chef for byggepladsen hos Femern A/S, fortæller, at det vil være umuligt at støbe hele tunnelelementet i et stykke. Derfor støber man i sektioner af cirka 25 meter ad gangen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Byggepladsen er indrettet med eget betonblandeværk for at støbeprocessen kan forløbe planmæssigt.

- Når vi støber inde i hallen, støber vi med 100-150 kubikmeter i timen, forklarer Anders Gert Wede.

Der er flere betonblandeværker på byggepladsen, her er det betonblandeværk B, som kan levere 300 kubikmeter beton i timen.
Der er flere betonblandeværker på byggepladsen, her er det betonblandeværk B, som kan levere 300 kubikmeter beton i timen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

- Havde vi ikke anlægget så tæt på, kunne vi ikke holde den produktionshastighed.

Du kan se hele besøget på støbelinjen her, hvor du også kan se mere om arbejdet med at binde stålet til de enorme elementer.

Når tunnelelementet er støbt færdig, skal det sejles ud på plads via arbejdshavnen, som ses her forenden af støbehallen.
Når tunnelelementet er støbt færdig, skal det sejles ud på plads via arbejdshavnen, som ses her forenden af støbehallen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Arbejdet med at bygge Femern Bælt-tunnelen startede i sensommeren 2020. Projektet ventes ifølge planen afsluttet i 2029.


Nyhedsoverblik