Da Michella Skovgård Olsbro var 15 år, blev hun ansat i Min Købmand i Næsby Strand. Efter fem år som ansat overtog hun butikken, og de seneste 15 år har hun drevet den med et princip om at lægge penge til side hver måned, så butikkens økonomi var sund og likviditeten god.
Men i de seneste måneder er opsparingen blevet ædt op af enormt store elregninger. I august 2021 var elregningen 20.300 kroner. I august i år lyder den på svimlende 139.000 kroner.
- Det er 120.000 kroner, vi skal ud at finde ekstra hver måned. Det er jo umuligt for os. Et par måneder kan man klare, men på den lange bane er det simpelthen umuligt at drive en butik på de vilkår, siger Michella Skovgård Olsbro.
Med elregninger på det nuværende niveau har Michella Skovgård Olsbro kun sin butik få måneder endnu.
- Jeg kan klare det året ud, så begynder det at blive kritisk. Så er der ikke mere tilbage i butikken, så er den spist op af elregninger, siger hun.
Lukker butikken, mister Michella Skovgård Olsbro sin indkomst. Det rammer ikke kun hende selv, men også hendes to børn.
- Det er rigtig hårdt. Jeg har mange søvnløse nætter. Jeg har en datter på snart 14 og en søn på 16, og lige nu står vores levebrød i en uvis fremtid, siger hun og fortsætter:
- Det er rigtig hårdt at være i, for jeg har ikke noget andet. Jeg har som sagt været her i 20 år og sparet op over mange år til, at vi kunne have det, som vi har det i dag, men det kan måske snart være slut.
Et råb om hjælp
Michella Skovgård Olsbro fortæller, at hun har gjort alt, hvad hun kan, for at mindske elregningen.
Hun har blandt andet fjernet de såkaldte impulskølere, som står med varer, der skal friste til de mere impulsive køb som sandwich og kolde drikke.
De stigende energipriser hiver eksistensgrundlaget væk under vores købmænd
Udover det har hun slukket for to køleskabe, en grøntkøler og halvdelen af belysningen.
- Folk betragter det lidt som julestemning, fordi der er lidt mørkt og hyggeligt i butikken, men det er desværre bare ikke lige den hyggelige måde, det skal forstås på. Det er desværre et råb om hjælp, fordi vi står med den her enorme elregning.
Min Købmand er Dagrofas største lokale købmandskæde med 163 butikker fordelt over hele landet, som er ejet af selvstændige købmænd.
Dagrofa har skrevet ud til samtlige købmænd og opfordret dem til at spare på alt, hvad de kan, samt at investere i energioptimering.
Men ifølge Michella Skovgård Olsbro er alle køleskabe, frysere og tekniske systemer i butikken allerede forholdsvist nye og lave i energiforbrug. Og fordi elregningerne har ædt af likviditeten, er der heller ikke længere penge til udskiftninger i butikken.
- Det eneste, man kunne optimere nu og her, er, at vi har lysstofrør og ikke LED. Lysstofrør er jo bare en sluger, men næste problem er så, at vi ikke har råd til investeringen, fordi vi står i den her situation, fortæller hun.
Vil ikke skære ansatte fra
Der er ifølge Michella Skovgård Olsbro ikke flere steder, hun kan spare, uden det er områder, der vil forringe butikkens service og dermed også butikkens chance for at overleve.
- Det næste vi ser os nødsaget til er at reducere åbningstiden yderligere, end vi allerede har gjort, se om vi kan slukke endnu mere lys, og ellers er det vores flaskeautomat, vi må nedlægge, som også bruger en del strøm, siger hun.
VIDEO: Butikschef Hans Hansen frygter, at han er nødt til at lukke sin købmand i Vestenskov, hvis elpriserne bliver ved med at være så høje.
Udover hende selv er der tre ansatte i butikken. En på fuldtid, en lukkeansvarlig og en i fleksjob.
Michella Skovgård Olsbro kunne vælge at skære ned på ansatte og dermed lønudgifter, men så er det ifølge hende ikke realistisk, at butikken kører videre.
- Det ser jeg slet ikke som en mulighed, fordi så er der ikke nogen overlevelse tilbage i butikken, hvis man skal stå med det alene, siger hun.
Udover at Michella Skovgård Olsbro selv risikerer at miste sit levebrød, risikerer byen at miste en vigtig funktion, påpeger hun.
Butikken er nemlig byens eneste indkøbsmulighed og står desuden for pakkeudlevering og udbringning af varer til private og erhverv.
Hun har delt sin frustration over situationen på butikkens facebook-side og har mødt stor opbakning blandt de lokale.
- De håber jo også på butikkens overlevelse, fordi for deres vedkommende kan de stå i en situation, hvor de skal ud at starte bilen for at kunne handle, hvis vi lukker. Vi har flere borgere herude, som har boet her altid og altid har haft indkøbsmulighed. De kan slet ikke forestille sig en situation, hvor muligheden ikke er der, siger hun.
Energiforbedringer er ikke nok
Michella Skovgård Olsbro er langt fra den eneste købmand, der risikerer at skulle lukke på grund af elregningerne.
Esben Keller, der er kædedirektør for Min Købmand, Letkøb og Spar, fortæller, at situationen lige nu er meget alvorlig for samtlige købmænd i de tre kæder.
- Det, vi ser lige nu, er en situation, hvor de stigende energipriser hiver eksistensgrundlaget væk under vores købmænd. De er ikke i en situation, hvor de sælger sig ud af det eller spare sig ud af det, siger han.
Ifølge Esben Keller er man nu forbi et punkt, hvor købmændene kan energioptimere sig ud af de dyre elregninger.
- Mange af vores købmænd laver rigtig gode energitiltag. De sørger for at minimere deres forbrug. Det er bare ikke nok til at dække de udfordringer, der er, siger han.
Også fra brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, der dækker over knap 1500 supermarkeder og nærbutikker, lyder meldingen, at flere butikker snart vil lukke, hvis ikke der kommer en politisk håndsrækning.
- Hvis der ikke kommer en politisk hjælpepakke, risikerer vi, at 150-200 mindre købmænd og brugser lukker i landdistrikter hen over vinteren, siger De Samvirkende Købmænds direktør, John Wagner til TV2.
Ifølge ham er elregningen for nogle købmænd blevet femdoblet, alt efter hvor ny eller gammel butikken og dens køleanlæg er.
- Det betyder, at der er rigtig mange butikker, hvor energiomkostninger overstiger det, ejeren tjener hver måned, siger John Wagner til TV2.
Regering foreslår afdragsordning
Statsminister Mette Frederiksen (S) holdt pressemøde onsdag klokken 13 om de stigende energipriser. Her præsenterede hun regeringens forslag til håndteringen af de udfordringer, mange har med at betale deres regninger.
Forslaget indebærer blandt andet en ordning, hvor der laves et loft over el og gaspriser.
Hvis de lokale købmænd ikke er her, så får det afgørende betydning for de lokalsamfund, de var en del af
Det vil betyde, at private og små og mellemstore virksomheder kan betale den samme pris, de betalte på samme tid sidste år.
Beløbet, der kommer overstiger det loft, indefryses og skal afbetales på et senere tidspunkt.
Hos Min Købmand ser man i første omgang positivt på regeringens forslag.
- Det er meget positivt, at regeringen og statsministeren nu har åbnet døren og er bevidste om, at vi har et kæmpe problem. Hvis de lokale købmænd ikke er her, så får det afgørende betydning for de lokalsamfund, de var en del af, siger Esben Keller.
Men han er dog ikke helt overbevist om, at det vil være hjælp nok.
- Omkring det udspil, der er kommet, så afventer vi noget mere konkret. Vi har også brug for at vende det med vores købmænd for at finde ud af, hvordan det kan hjælpe.
- Jeg tror, mange ting kan hjælpe, spørgsmålet er, om det kan hjælpe nok, fordi situationen er så alvorlig, som den er, siger han.
I Næsby Strand er Michella Skovgård Olsbro også afventende.
- Jeg er superglad for, at de ved, at vi står med den her kæmpe udfordring. Jeg hørte Mette Frederiksen nævne os købmænd, men det er lidt begrænset, hvad vi ved nu og her. Så jeg venter på, at vi får lidt mere at vide om, hvad der kommer til at ske, siger hun.
Umiddelbart er Michella Skovgård Olsbro ikke sikker på, at en afdragsordning er en god løsning for hendes forretning.
- Lige nu tænker jeg, at det ikke er sundt for butikken, at der hele tiden vil være en ekstraregning. Butikken kan ikke betale de høje elregninger. Heller ikke om et år, siger hun.