Er det billigere at vælge en kort vask end en lang eco-vask?

De høje elpriser gør, at Malene Gade overvejer om de lange eco-programmer på vaskemaskiner og opvaskemaskiner nu er dyrere end de korte standardprogrammer. Få svaret her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nye vaskemaskiner og opvaskemaskiner indeholder et såkaldt eco-program. Det er et vaskeprogram, der både bruger mindre vand og mindre strøm end standardprogrammet.

quote Det, der koster energi, er at varme vandet op

Gitte Sørensen, projektleder i Forbrugerrådet Tænk

Til gengæld strækker vasken sig over flere timer. For tiden er elpriserne langt højere i nogle timer af døgnet end i andre.

- Kan det med de nuværende elpriser bedre betale sig at vaske på de kortere ”kvik-programmer”? spørger Malene Gade.

Eco-program er billigst

TV2 ØST har foreholdt Gitte Sørensen spørgsmålet. Hun er projektleder i Forbrugerrådet Tænk og har i mange år haft ansvaret for organisationens tests af vaskemaskiner og opvaskemaskiner.

- Kilowatt-timeforbruget er lavere på eco-programmet, så hvis elprisen er stabil, er det billigere at bruge eco-programmet, siger Gitte Sørensen.

Læs også
Seneste nyt om energikrisen
Læs også
Seneste nyt om energikrisen

Man skal dog være opmærksom på, hvornår man vælger at sætte vasken over.

- Det er klart, hvis du ser i din app, at prisen er lav, men om en time stiger den rigtig meget, så er det ikke dér, du skal starte vaskemaskinen, fordi den bruger selvfølgelig strøm hele tiden, siger Gitte Sørensen.

quote Man skal først og fremmest sørge for at fylde vaskemaskinen eller opvaskemaskinen op

Gitte Sørensen, projektleder i Forbrugerrådet Tænk

Det er, når vandet skal varmes op, at det koster.

- Eco-programmet bruger en mindre mængde vand, og nogle gange vasker eller skyller det også ved lavere temperatur. Det, der koster energi, er at varme vandet op. Det koster også at dreje tromlen rundt, men ikke nær så meget, siger Gitte Sørensen.

Spørg om energikrisen

TV2 ØST giver nu dig mulighed for at stille dine spørgsmål om energikrisen direkte til os her i brevkassen

Vi forsøger at svare på så mange spørgsmål som muligt, men vi får mange spørgsmål og kan ikke nå alle.

Måske laver vi en artikel på baggrund af dit spørgsmål, så andre også kan få glæde af svaret.

Sådan sparer du

Hun har nogle gode råd til, hvad man skal gøre, hvis man gerne vil spare på energiforbruget.

- Man skal først og fremmest sørge for at fylde vaskemaskinen eller opvaskemaskinen op.

- Og så er eco-programmet det billigste. Det er dér, man har det laveste forbrug, og hvis man tjekker energipriserne, kan man planlægge vasken til de timer med det laveste forbrug, siger Gitte Sørensen.

Forbrugerrådet Tænk har testet eco-programmet på et udvalg af opvaskemaskiner, og her viste det sig, at man sparede 0,3 kilowatt per time ved at vælge eco-programmet fremfor auto-programmet.

Tilbudsaviser
Læs også
Kan det betale sig at jage tilbud til fryseren, når strømmen er dyr?
Tilbudsaviser
Læs også
Kan det betale sig at jage tilbud til fryseren, når strømmen er dyr?

Hvis man gerne vil vide præcis, hvor meget man selv kan spare ved at vaske på eco-programmet, anbefaler Gitte Sørensen, at man kigger i manualen til opvaskemaskinen eller vaskemaskinen.

- Tit er der i manualen en tabel over forbruget på de forskellige programmer, siger Gitte Sørensen.

Vil du spare penge på dit elforbrug, kan det også være en god idé at flytte så meget som muligt at forbruget til de billigste timer. Det kræver dog, at du har en elaftale, hvor du betaler spotprisen hver time - og ikke en fastprisaftale.

Det fandt Jette fra Nykøbing Falster ud af, da hun efter at have flyttet sit energiforbrug kunne se, at hun stadig skulle betale det samme beløb for el som tidligere.

Har du ligesom Malene et spørgsmål om energikrisen, så stil dit spørgsmål her.


Nyhedsoverblik