Tanja Larsson laver mad på bål. Hun har også opdaget noget overraskende om sig selv. Og hun har i hvert fald én ting tilfælles med socialdemokratiets gamle landsfader Thorvald Stauning.
Det vender vi alt sammen tilbage til.
Men vi begynder i et lille, proppet kontor på Christiansborg den 1. oktober 2019. Midt i virvaret af glade mennesker sidder Tanja Larsson. Hun skal skrive under på, at hun som folketingsmedlem vil overholde Grundloven.
- Det er ubeskriveligt. Jeg kan ikke forklare den følelse. Jeg er superstolt, superglad og super beæreret over at tjene mit land. Det er meget stort, sagde hun dengang til TV2 ØST.
Tanja Larsson overtog Henrik Sass Larsens plads i Folketinget, da han pludselig valgte at gå til fordel for et direktørjob i brancheorganisationen DVCA, der repræsenterer danske venture- og kapitalfonde.