Det var egentligt ikke planen, at Charlotte Birk Bruun (AL) skulle stille op til dette års folketingsvalg for Alternativet. Men i starten af året valgte partikollegaen Carsten Bering at trække sig fra opstillingslisten. Og på den måde kunne nye ansigter i Alternativet stille op i Næstved.
- Jeg blev skubbet lidt til det. Og så tænkte jeg 'okay'. Hvis jeg kan være med til at gøre en forskel, så vil jeg gerne gøre det, fortæller hun til Mads Gudiksen.
Det kom blandt andet frem under optagelserne til valgprogrammet Køretur med kandidaten, hvor vært Mads Gudiksen kører rundt med en folketingskandidat i deres nærområde.
Turen startede i Næstved, hvor Charlotte Birk Bruun blev samlet op ved sin arbejdsplads ViSP, som står for Videnscenter i Specialpædagogik.
Her arbejder hun til daglig med specialundervisning for voksne, der kan være ordblinde, talblinde eller tumle med andre vanskeligheder. Og hun har ikke fået fri til at køre valgkamp, så det må ske i fritiden.
I videoen herunder kan du se et lille udpluk fra køreturen.
Vil af med nationale test
Charlotte Birk Bruun har været meget aktiv i den offentlige debat på Facebook, når det handler om skoleområdet. Under køreturen lagde hun heller ikke skjul på, at hun er stor modstander af folkeskolereformen.
Det er også årsagen til, at hun er medstifter af foreningen Folkeskoleforældre, som sætter folkeskolereformen under lup.
- Vi vil gerne have en kortere skoledag, og vi har altid været kritiske over for de nationale test, siger hun.
- Hvorfor er de der nationale test så forfærdelige?, spørger Mads Gudiksen under køreturen.
- Lige nu og her handler det om, at de faktisk måler forkert. Man kan ikke stole på resultatet. Og selv hvis de målte rigtigt, er jeg ikke vild med dem. De er bygget op på en underlig måde. Så når for eksempel lille Asta sidder med testen, så vil hun opleve, at halvdelen af spørgsmålene er for svære, ogs så skal hun gætte og føler sig dum, siger Charlotte Birk Bruun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Undervejs foltalte Charlotte Birk Bruun også, at hun førhen har arbejdet for at starte en privatskole op i Næstved.
- Dels skulle der være mere frihed i skolen og fritid til børnene. Men jeg ville også have den bygget op, så fagene især i de små klasser ikke var så fagopdelt. Og så skulle der være flere voksne og pædagoger, siger hun.
Senere måtte Charlotte Birk Bruun dog indse, at det var for svært og droppede idéen.
Hun kommer oprindeligt fra Solrød Strand, men hun har boet i Næstved i de sidste 18 år sammen med sin mand og datter.
Køretur med Kandidaten
Under hele valgkampen vil Mads Gudiksen samle forskellige folketingskandidater op i sin bil i valgprogrammet Køretur med kandidaten. Alle 13 partier får en af deres kandidater med på en køretur, der tager udgangspunkt i kandidatens hjemstavn, arbejde eller et andet sted, der har en særlig betydning for kandidaten. Det bliver sendt direkte på TV2 ØST's Facebookside, hvor brugerne kan stille spørgsmål, og senere bliver programmet vist på TV2 ØST.
Gennemsnittet afgjorde uddannelsessted
Charlotte Birk Bruun er uddannet skolelærer i Haslev. Derfor kom de meget passende forbi hendes gamle uddannelsessted i Haslev, som var det tidligere Haslev Seminarium.
Og der var en særlig grund til, at hun netop valgte at læse der.
- Det handlede jo lidt om mit karaktergennemsnit, siger Charlotte Birk Bruun og tilføjer:
- Man skulle nemlig have et vildt højt gennemsnit for at komme ind på lærerseminariet generelt. Men på Haslev Seminarium skulle det ikke være så højt, fordi det lå her uden for København.
Siden har hun uddannet sig til ordblindelærer og har taget en kandidat i pædagogisk filosofi.
Artiklen fortsætter under billedet.
Har fokus på klimaet
Når man siger Alternativet vil de fleste nok tænke, at de slår sig meget op på klimaet som en af deres primære værdier. Det er netop også noget af det, Charlotte Birk Bruun ser som partiets styrke. Efter hendes mening er de mere værdibaserede end ideologiske i forhold til andre partier.
Og det fik Mads Gudiksen til at spørge, om det at være værdibaseret ikke er det samme som at være frelste.
- Ja, der er mange, der tænker, at Alternativet er meget frelst. Det synes jeg ikke det er, svarer Charlotte Birk Bruun.
- Er du ikke det?, spørger han.
- Nej, jeg er ikke specielt frelst, og det synes jeg heller ikke Alternativet er. Det virker tit som om, at det skal vi være, fordi vi ligesom har modet til at sige klimaet først, siger hun.
Emnet fik da også kandidaten til at indrømme, at hun ikke altid er lige god til at leve efter de bæredygtige og miljøvenlige principper i hverdagen.
- Jeg er ikke den, der lever helt vildt super grønt. Jeg forsøger ligesom alle andre, siger hun og tilføjer:
- Man skal være realistisk og se, hvad vi kan gøre. Men en hel del af tingene kan vi ikke gøre individuelt. Det er vi nødt til at flytte i fællesskab.
Charlotte Birk Bruun fortalte også, at hun selv forsøger at tage cyklen mere frem for bilen. Men hun mener samtidig, at der skal gøres mere, så det bliver nemmere for alle at tage de mere "grønne" beslutninger frem for de for forurendende.
- Der skal for eksempel være gode cykelstier. Vi har selv haft svært ved at cykle vores datter i skole, for der, hvor vi skulle cykle, var ikke specielt børnevenligt. Det var farligt, siger hun.
Charlotte Birk Bruun vil også sikre, at flere kan gå sammen om delebiler og gøre den offentlige trafik nemmere tilgængelig.
Du kan se hele køreturen, som blev sendt live på Facebook mandag, her.
Du kan se hele programmet Køretur med kandidaten torsdag klokken 19.55 på TV2 ØST.