1. juni skal danskere stemme om at afskaffe forsvarsforbehold

Statsminister Mette Frederiksen anbefaler "kraftigt" at stemme ja til at afskaffe forsvarsforbehold 1. juni.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der skal være folkeafstemning den 1. juni om, hvorvidt Danmark skal afskaffe sit EU-forbehold på forsvarsområdet.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde søndag aften i Spejlsalen i Statsministeriet.

Det er regeringen, Venstre, De Konservative, SF og De Radikale, som er blevet enige om en række punkter angående dansk sikkerhedspolitik, herunder at kalde til folkeafstemning.

Danmark har fire EU-forbehold

Forsvarsforbeholdet betyder blandt andet, at Danmark ikke deltager i dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet.

Danmark deltager ikke i EU's militære operationer, finansierer dem ikke og stiller ikke med soldater og militært isenkram til EU-ledede indsatser i konfliktområder.

Danmark deltager dog i civile missioner, som hidtil har udgjort størstedelen af EU's missioner.

Danmark har fire EU-forbehold. Foruden det fælles forsvar er det forbehold for euroen, retssamarbejdet og unionsborgerskab.



Nyhedsoverblik