Efter flere overfald på fængselsbetjente i Storstrøm Fængsel, er den første tiltale nu klar.
En 22-årig indsat er tiltalt for at have overfaldet to fængselsbetjente den 20. april omkring klokken 16 på gangen ud for celle 508 på afdeling E2.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge tiltalen slog han først den ene fængselsbetjent i ansigtet med knyttet hånd, og derefter betjentens kollega fem gange i ansigtet med knytnæveslag, blandt andet mens betjenten blev holdt fast mod gulvet.
Da en tredje betjent kom til undsætning, råbte den 22-årige skældsord efter dem som ’ludere’ og ’bøsserøve’.
Den 22-årige skal for retten i Nykøbing Falster på onsdag, og nægter sig skyldig i tiltalen.
Han er efter overfaldet i Storstrøm Fængsel blevet flyttet til Venstre Fængsel.
Flere tilfælde af vold
Fire gange er personalet i Storstrøm Fængsel blevet overfaldet i år. Ifølge Fængselsforbundet er det bandegruppen Loyal to Familia (LTF), der står bag.
Udover episoden, som den 22-årige nu er tiltalt for, blev en fængselsbetjent i april overfaldet og slået i hovedet med en tundåse i en sok.
- Vi oplever særligt med bandegrupperingen LTF, at de fuldkommen uden varsel angriber os og slår os ned. Senest har vi jo set to eksempler med brug af en metaldåse i en sok, hvor man simpelthen bagfra banker en fængselsbetjent ned med den. Og det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, lød det fra formanden for Fængselsforbundet Kim Østerbye til TV ØST den 15. juni.
Dansk Folkeparti kræver hårdere straffe
Overfaldene i fængslet har nu fået Dansk Folkeparti til at skrue bissen på.
De mener, at man skal hæve straffen for overfald på fængselsbetjente til minimum et års ekstra fængselsstraf oveni den straf, som de indsatte i forvejen er ved at afsone.
- De episoder, der har været i Storstrøm Fængsel, har været noget, der har gjort stort indtryk på mig, sagde Peter Skaarup (DF), formanden for Folketingets Retsudvalg, til TV ØST den 15. juni.
- Man har set en serie af angreb på fængselsfunktionærer og trusler. Det vil vi simpelthen ikke finde os i som samfund. Og det gør stort indtryk på mig, at dem, der er sat til at passe sit arbejde på vegne af os alle sammen, bliver overfaldet og truet.