Nyhedsoverblik

Sigtet for at skubbe ung kvinde ned ad trappe

En 31-årig mand fra Nykøbing Falster er mandag blevet varetægtsfængslet frem til den 7. oktober.

Det har en dommer ved Retten i Nykøbing Falster mandag eftermiddag afgjort ved et grundlovsforhør, oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Manden er sigtet for såvel psykisk og fysisk vold mod en tidligere bekendt, en 19-årig kvinde, efter anmeldelser om det, politiet i første omgang opfattede som husspektakler i en lejlighed i Nykøbing Falster. 

Ifølge sigtelsen skubbede han hende ned ad en trappe søndag aften. 

Indledningsvist var manden også sigtet for voldtægt, men det fandt dommeren ikke, at der var begrundet mistanke om. Anklagemyndigheden krævede manden varetægtsfængslet af hensyn til efterforskningen, og fordi man frygtede, at manden vil begå lignende ny kriminalitet. Det valgte dommeren altså at efterkomme.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre.