Torsdag aften skete der et alvoligt trafikuheld på Gedser Landevej på Falster, som fik en dødelig udgang. Her mistede en 72-årig mand livet.
En fodgænger og bilist var involveret i ulykken. Fodgængeren var den 72-årige mand, som kommer fra lokalområdet.
- Han er blevet erklæret død af en læge på stedet, siger Mikkel Kjærgaard, som er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Han oplyser, at de pårørende til den 72-årige er underrettet.
Politiet fik anmeldelsen klokken 20.50. Bag rattet sad en 41-årig mand, som også er fra lokalområdet. Han ramte den 72-årige, som kom gående på Gedser Landevej fem kilometer syd for Nykøbing Falster.
Ifølge Ritzaus Bureau har landevejen kun cykelstier i hver side. Politiet undersøger derfor, hvorfor manden kom gående på stedet.
Uheldet betød, at landevejen var spærret i flere timer. Klokken 23.30 var man færdige med oprydningen.