Ærtefabrik i Orehoved står til at lukke – 46 kan miste jobbet

Ærteproducenten Ardo vil lukke sin danske fabrik i Orehoved og outsource sit lager. Det vil betyde, at 46 ansatte i Orehoved kan miste deres job.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

46 medarbejdere på ærtefabrikken i Orehoved på Nordfalster må forvente at skulle se sig om efter et nyt job. For fra september 2023 vil der ikke længere være produktion af frosne ærter på fabrikken.

quote Det vil være nødvendigt at reducere den samlede medarbejdergruppe med cirka 82 personer

Gabrielle Kalkwijk, administrerende direktør, Ardo.

Det er i hvert fald intentionen, oplyser viksomheden Ardo i en pressemeddelelse.

- Ærtesæsonen i Danmark er kort. Den varer kun 6-8 uger, og høsten kan være uforudsigelig. Vores lokale fabrik i Orehoved er gammel og nedslidt, og ærtelinjen er nødt til at blive udskiftet. Anlægsinvesteringen ville være på mere end 100 millioner kroner for alt produktionsudstyr, hvilket er en væsentlig investering for en kort ærtesæson, siger Gabrielle Kalkwijk, der er administrerende direktør for Ardo.

82 i alt kan miste jobbet

Den belgiske virksomhed Ardo er en af verdens førende producenter af frosne grøntsager. Siden år 2000 har virksomheden haft ansvaret for ærtefabrikken i Orehoved, men nu er det formentlig snart slut.

quote Fremefter vil vi så fokusere på lokalt salg, kundeservice, marketing og produktudvikling

Gabrielle Kalkwijk, administrerende direktør, Ardo.

- Som følge af vores intentioner forventer vi, at det vil være nødvendigt at reducere den samlede medarbejdergruppe med cirka 82 personer, siger Gabrielle Kalkwijk.

De 82 medarbejdere, der skal fyres, inkluderer 46 ansatte på fabrikken i Orehoved og 36 på virksomhedens lager i Nyborg. Som et led i omstillingen skal lageret sælges og lageraktiviteterne outsources, da virksomheden ikke ser det som en del af kerneforretningen.

- Fremefter vil vi så fokusere på lokalt salg, kundeservice, marketing og produktudvikling i Danmark fra en ny og endnu ukendt lokation tæt på eller i Nyborg, siger den administrerende direktør.

Læs også
Stor virksomhed flytter fra Lolland: - Jeg er drønhamrende ærgerlig
Læs også
Stor virksomhed flytter fra Lolland: - Jeg er drønhamrende ærgerlig

Ardo har påbegyndt forhandlinger med medarbejderrepræsentanter fra de danske afdelinger, som vil strække sig over de næste par uger. Efter forhandlingerne vil det stå klart om Ardos intentioner bliver ført ud i virkeligheden. 

Indtil forhandlingerne er afsluttet, vil virksomheden ikke udtale sig yderligere.


Nyhedsoverblik