Trusler, vold og traumatiske oplevelser udfordrede det psykiske arbejdsmiljø og sygefraværet blandt personalet på Nykøbing Falster Sygehus.
De voldsomme arbejdsforhold har desuden tidligere udløst flere påbud fra Arbejdstilsynet.
Men en fokuseret indsats har skabt så mærkbare forbedringer, at sygehuset nu er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2022 i kategorien Psykisk arbejdsmiljø.
Det er en imponerende indsats med fokus på hele paletten af det psykiske arbejdsmiljø
Det oplyser Arbejdsmiljørådet.
Sygehuset på Falster kæmper som mange andre af landets sygehuse og hospitaler med konsekvenserne af corona, pukkelafvikling, personalemangel og sygeplejerskekonflikten. Det har øget presset på de ansatte og gjort behovet for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.
- Som frøen, der ikke opdager, at vandet begynder at koge omkring den, har stigende psykiske belastninger udviklet sig til et vilkår i hverdagen og til noget, man selv skulle håndtere. Det måtte vi ændre, siger Annette Majgaard, der er arbejdsmiljøkonsulent på Nykøbing Falster Sygehus, i en pressemeddelelse.
Her er de nominerede til Arbejdsmiljøprisen
Arbejdsulykker
- HKScan Danmark A/S.
- Kemp & Lauritzen.
- Elopak Denmark A/S.
Kemi og vådt arbejde
- EFApaint A/S.
- Scantox A/S.
- HOUNÖ A/S.
Psykisk arbejdsmiljø
- Nykøbing Falster Sygehus.
- Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.
- EWII A/S.
Muskel- og skeletbesvær
- Lidl Danmark.
- NH Jespersen.
- Aalborg Kommunes Kirkegårde og Krematorium.
Annette Majgaard er projektleder på arbejdsmiljøindsatsen ved navn Kobling, der i 2020 blev sat i værk i samarbejde med det private Institut for Belastningspsykologi og støttet af puljemidler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
- Indtil nu har det været meget forskelligt, hvordan, og om, de ansatte har talt om konkrete hændelser, hvor de har oplevet psykiske spidsbelastninger. For eksempel efter en ualmindelig hård dag eller i mødet med voldelige eller truende patienter, siger hun.
Særligt fokus på psykiske overbelastninger
Siden da har indsatsen ifølge Arbejdsmiljørådet skærpet både ansatte og lederes opmærksomhed på begrebet belastningspsykologi.
Det er også en ramme for løbende at håndtere og forebygge psykiske overbelastninger i hverdagen på sygehuset.
- Indsatsen træner os i at spotte tegn på psykisk overbelastning hos os selv og hos kolleger og på at handle på det. Vi har fået et fælles sprog at tale ud fra. Forebyggelse af mental slagside er nu en holdsport, siger Annette Majgaard.
Ifølge Arbejdsmiljørådet har både ledere og ansatte oplevet, at indsatsen har en aflastende effekt på arbejdsdagen. Det er samtidig vigtigt for at kunne fastholde og tiltrække personale, pointerer projektlederen.
Den systematiske tilgang får ros af Arbejdsmiljørådets formand, Cristina Lage.
- Det er en imponerende indsats med fokus på hele paletten af det psykiske arbejdsmiljø, siger Cristina Lage og fortsætter:
- Sygehuset har arbejdet videnbaseret og med afsæt i et samarbejde mellem ledelse, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Der er skabt blik for faresignaler og et fælles sprog for, hvordan man sammen skaber et godt psykisk arbejdsmiljø. Der er iværksat en virkelig omfattende indsats, der har et forebyggende fokus.
Vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2022 kåres torsdag den 19. maj i DGI Byen i København.