Bynært nybyggeri med et uforstyrret stisystem til en spritny, lokal skole.
Det lyder som drømmen for en børnefamilie, der er på husjagt.
Det var det også for Jens Agner og hans hustru, da de i 2019 skulle købe hus.
Skolen har 100 procent været udslagsgivende for, at de fik gang i salget
De ville gerne bo tæt på Nykøbing Falster, i et område med en tryg vej til skole, der på sigt kunne lette den daglige logistik i familien.
De besluttede sig derfor at købe hus i kvarteret Egehegnet i Sundby på det østligste Lolland.
- En af de primære årsager var, at der var udsigt til en spritny skole i baghaven, så vi ikke var så afhængige af at skulle køre vores børn til og fra skole, siger Jens Agner.
Den nye skole var endda ikke en hvilken som helst skole, men den opsigtsvækkende "Sundskolen", der bliver Danmarks første svanemærkede skole, og som har været omtalt verden over for sin unikke arkitektur.
Pludselig kunne grundene sælges
Parret var ikke de eneste, der traf det valg.
I de senere år er mange børnefamilier flyttet til Egehegnet, og det tyder på, at skolebyggeriet har været udslagsgivende.
Grundene blev udstykket af Det Classenske Fideicommis i 2007 - lige før finanskrisen. Jens Agners hus blev bygget i 2012 som blot det tredje i området.
Det Classenske Fideicommis
Det Classenske Fideicommis er en fond, der ejer flere jorde og ejendomme.
Herunder flere landbrug, Fuglsang Herregaard, Corselitze Gods og ejendomme på Hesnæs Havn på Falster og i Amaliegade i København.
I 2007 udstykkede Det Classenske Fideicommis 13 hektar jord til i alt 88 byggegrunde i Sundby. De blev sat til salg i september måned 2007. De første 10 år lykkedes det kun at sælge 11 grunde.
I august 2019 indgik Fideicommisset aftale med Guldborgsund Kommune om salg af 10 hektar jord syd for udstykningen til opførelse af den nye Sundskole. Herefter blev langt flere grunde solgt.
Kilde: Det Classenske Fideicommis.
Da Jens Agner og hans hustru købte huset i 2019, var der ni huse. På syv år var der altså kun bygget yderligere seks huse.
Men det tempo ændrede sig markant, da den nye Sundskole blev vedtaget af Guldborgsund Kommune i 2020 og som siden da har været omtalt i arkitekturmedier i adskillige lande.
- Da det først blev vedtaget, så boomede byggeriet i området også. Grundene havde ligget stille i 10 år, men det eksploderede fuldstændig, da de kom med den endelige udmelding om skolebyggeriet, siger Jens Agner og uddyber:
- I dag er det et fuldt udbygget villakvarter. Skolen har 100 procent været udslagsgivende for, at de fik gang i salget.
Hos Det Classenske Fideicommis bekræfter godsforvalter Jannik Houmann den opfattelse.
- Vi havde en lang periode, hvor vi næsten ikke kunne sælge husgrundene, og her de sidste år er salget virkelig boomet. Nu er der 25 grunde tilbage ud af de 88, siger Jannik Houmann og fortsætter:
- Så det har haft en fantastisk positiv indvirkning, at der kommer en skole. Det giver jo nogle børnefamilier.
Bremset af konkurs
Men de mange børnefamilier må som bekendt se langt efter den nye og i øvrigt internationalt anerkendte skole, der blev lanceret som Danmarks første svanemærkede skole.
Kommunen skulle efter planen have slået dørene op i 2022, det blev senere udskudt til 2023, og nu er fremtiden uvis.
I december 2022 standsede byggeriet nemlig brat, da virksomheden Bo-Hus, der er totalentreprenør på skolebyggeriet, begærede sig selv konkurs.
Siden har der ikke været aktivitet ved byggeriet, hvis man altså ser bort fra en indsats i maj 2023. Her lavede Guldborgsund Kommune en midlertidig sikring af byggeriet for at undgå fugt.
Kommunen har også fået udarbejdet en såkaldt skønserklæring, som for nyligt blev fremlagt for børne- og skoleudvalget.
Erklæringen viser, at det prestigefyldte skolebyggeri er fuld af fejl.
Væsentlige fejl og mangler på skolebyggeri
Der har vist sig fugtindtrængning fra blandt andet tagkonstruktion på skolebygning og sportshal.
Der sås tvivl om, hvorvidt tagets isolering er udført, så det vil kunne bruges som planlagt til en tagterrasse for elever, lærer og andre brugere af skolen. Den anvendte isolering er kun beregnet til at modstå vind, sne samt lejlighedsvis service udført på taget.
Det store vinduesparti i den nye sportshal er ikke understøttet korrekt, hvilket bevirker, at vinduernes bundramme skilles fra vinduet.
Dele af træfacaden er i flere tilfælde ikke boltet fast.
Der er konstateret revner i gulvene mange steder på grund af fuldstændigt fravær af dilatationsfuger i konstruktionerne, hvilket ifølge de to skønsmænd, som har udført skønserklæringen, ikke er håndværksmæssigt korrekt.
Kilde: Guldborgsund Kommune
Byggeriet var oprindeligt sat til at koste 143 millioner – en sum der siden blev hævet til 151 millioner kroner.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange penge Guldborgsund Kommune på nuværende tidspunkt har brugt på byggeriet af Sundskolen.
Det har heller ikke været muligt at få oplyst, hvad det vil koste kommunen at færdiggøre byggeriet og udbedre de konstaterede fejl.
Nu ved vi jo dårligt nok, om den når at stå klar til om to år, hvor vores ældste skal starte i skole
Med henvisning til EU's krav om, at kontrakter for byggeri på mere end 40,1 millioner kroner skal sendes i udbud, har kommunens rådgivere dog vurderet, at Guldborgsund Kommune ikke kan styre uden om endnu et udbud, hvis Sundskolen skal bygges færdig.
Håber lidt endnu
Hele sagen ærgrer Jens Agner som far til to kommende skolebørn.
- Det er frustrerende. I første omgang var udmeldingen, at skolen skulle stå færdig i 2022, så blev det skubbet til 2023, og nu ved vi jo dårligt nok, om den når at stå klar til om to år, hvor vores ældste skal starte i skole, siger Jens Agner og tilføjer:
- Der havde vi selvfølgelig håbet, at det blev på den nye Sundskole og ikke den gamle.
Derudover ærgrer det ham også som skatteborger i kommunen.
- Som skatteyder er det frustrerende at vide, at vi i sidste ende kommer til at stå med en regning i millionklassen grundet den her konkurs og nogle budgetter, der er skredet. Det kommer i sidste ende til at ende hos os, der er skatteborgere, siger han.
Jens Agners børn er i dag to og fire år gamle. Der er dermed et stykke tid til, at de skal starte i skole. Men for mange af hans naboer rammer problemet med den nye Sundskole nu og her.
- Det må alt andet lige være mere frustrerende for dem, der har ældre børn, som skulle være startet nu, og som givetvis har købt hus her, fordi der kom en skole. Vi har trods alt stadig lidt håb at holde os til endnu, siger han.