Det var en kedelig besked, Jan Henning Christiansen forleden fik. Hans bortløbne kænguru var blevet kørt ned og lå død på vejen.
- Det er selvfølgelig meget trist, det siger sig selv. Det eneste positive er, at vi nu ikke længere behøver bruge så meget tid på at lede efter den, siger Jan Henning Christiansen til TV ØST.
Det var midt i juli, kænguruen brød ud fra sit anlæg, da den blev skræmt af en tætflyvende rovfugl. Den efterlod sig en unge, som døde af lungebetændelse ugen efter.
- Siden har den holdt til i et skovområde og på en frøgræsmark i nærheden. Vi har set den flere gange og forsøgt at fange den. Men den var for hurtig og manøvredygtig, fortæller Jan Henning Christiansen.
Han har planer om at anskaffe sig flere nye kænguruer, som kan gå sammen, så de føler sig mere trygge og ikke bliver så nervøse.
Jan Henning Christiansen har i øvrigt masser af andre dyr på sin grund i Toreby. Her er han er i gang med at opbygge et besøgscenter, hvor planen er, at børn kan komme og lære om de forskellige arter.