To ældre borgere i Nykøbing Falster er fredag blevet franarret deres hævekort til banken.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der tale om samme modus, som tidligere har været anvendt til at franarre navnlig ældre medborgere deres bankoplysninger.
- De bliver uafhængigt af hinanden ringet op, hvor en mand udgiver sig for at være fra deres pengeinstitut. Han fortæller, at der er sket nogle hævninger på deres kort, og for at efterforske det yderligere, skal man have kortet udleveret. Efterfølgende møder der en mand op og henter kortet, fortæller vagtchef Stefan Jensen.
Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor store beløb der er blevet hævet – men der er er tale om "større pengebeløb", bekræfter vagtchefen.
Advarer borgere
Ifølge politiet er det begrænset med spor, man har at gå efter, hvorfor man er meget interesseret i, hvis der er borgere, som har oplysninger i sagen.
- Det kan være nogen, som er blevet ringet op, men har luret den, siger vagtchefen og tilføjer:
- Eller hvis nogen har set eller mødt en, der har været ude for at hente kort.
Foreløbigt har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtaget to anmeldelser.
Signalementet er i begge tilfælde en 25-30-årig mand, spinkel og dansktalende.
Politiet advarer i den forbindelse om, at man aldrig skal udlevere sit betalingskort til fremmede.
- Del gerne budskabet til familiens ældre medlemmer, lyder opfordringen slutteligt.
Eventuelle oplysninger kan indgives på 1-1-4.