Guldborgsund Kommunes borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) har politianmeldt udlejeren af en nedlagt trælast i Idestrup på Falster.
Det bekræfter borgmesteren overfor TV ØST.
- Vi har i denne uge fået en anmeldelse fra beboerne i området, at der er aktivitet i huset. Derfor har vi i dag besluttet at politianmelde udlejeren af ejendommen, siger borgmesteren.
For i oktober sidste år udstedte Guldborgsund Kommune et såkaldt paragraf 14-forbud som er en del af rockerloven. Hensigten var at forhindre, at rockerklubben Satudarah kunne flytte ind i den nedlagte trælast, som de ellers havde lejet.
Paragraf 14-forbuddet forbyder nogen former for aktivitet i ejendommen, mens planloven bliver lavet om.
Har overtrådt loven
Men gennem den seneste tid har der altså været aktivitet omkring trælasten i Idestrup. Ifølge beboerne i området er der tale om otte til 16 mænd, der jævnligt har besøgt stedet og været i gang med at måle vinduer op.
Det er en forbrydelse mod det paragraf 14-forbud, der er udstedt, og det får nu Guldborgsund Kommunes borgmester til at reagere.
- Der skal være en overtrædelse af lovgivning, før man kan skride til noget så drastisk som en politianmeldelse. Vi har i de sidste par måneder taget tilløb til at gøre noget. I denne uge har vi så fået en henvendelse fra bekymrede beboere, og det reagerer vi på, siger John Brædder.
TV ØST har været i kontakt med Satudarahs talsmand, som ikke har nogen kommentarer til sagen.
Det har ikke været muligt at få bekræftet politianmeldelsen hos politiet på grund af ekspeditionstid.