20-årige Turpal Bisultanov træner i brydeklubben Thor i Nykøbing Falster. Og han er godt på vej til at blive blandt verdens bedste brydere.
- Turpal har det, der skal til for at stå øverst på podiet, både når vi snakker EM, VM og OL, siger sportschef Thor Hyllegaard.
- Turpal kan opnå alle de drømme, han har inden for sin sportsgren. Han er sådan lidt en usleben diamant, som vi mener, vi kan slibe rigtig meget på endnu, siger sportschefen.
En drøm siden han var lille
Turpal Bisultanov kommer fra Tjetjenien, men er vokset op i Danmark.
- Vi kom hertil, da jeg lige var blevet seks år, fortæller han.
Og drømmen om at deltage i OL har eksisteret næsten lige siden.
- Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var lille og begyndte at vide, hvad OL overhovedet var, fortæller Turpal Bisultanov.
Spørger man landstræner Szymon Kogut, så er det ikke en drøm Turpal Bisultanov er ene om.
- Vores fællesdrøm er en OL-medalje – helst guld, siger han og fortæller, at den 20-årige bryder har et helt særligt talent for kampsporten.
- Han har det, som jeg kalder naturlig forståelse for brydning, siger Szymon Kogut.
- Noget som det tager andre flere måneder at lære, det lærer Turpal på nogle enkelte dage, fortæller træneren.
Følg Turpal på vej mod OL
Men selvom man har talent, så er vejen mod OL ikke snorlige.
For selvom Turpal Bisultanov godt kan repræsentere Danmark ved EM og VM, så er reglerne ved OL anderledes. De kræver, at han har dansk pas, før han kan repræsentere Danmark ved De olympiske lege i Paris i 2024, og sagsbehandlingen af en ansøgning om statsborgerskab kan tage flere år.
Du kan følge med i den 20-årige bryders vej mod OL i serien Næsten dansker på TV2 ØSTs streamingtjeneste, hvor det første afsnit ligger klar.