En forbipasserende fik sig en anderledes oplevelse, da han mandag formiddag kom forbi Møllesø i Eskilstrup.
- Han havde set noget, der lignede granater, sådan nogle gamle nogle fra krigens tid, lyder det fra Lars Denholt, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Der ligger en bunke metal, og så ser han det, der ligner mortergranater
Ifølge vagtchefen er det formentlig magnetfiskere, der har hevet de omkring 15 granater op af vandet.
- Der ligger en bunke metal, og så ser han det, der ligner mortergranater, siger Lars Denholt.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sprængt væk
Politiet tog efterfølgende ud til Møllesø. Her blev der taget billeder af granaterne, som efterfølgende blev sendt til EOD, der er Ammunitionsrydningstjenesten, og som tilkaldes i sager som denne.
Tjenesten var fremme omkring kl. 13:05, og meldingen lød at granaterne formentlig stammer fra krigens tid.
- Kl. 14:08 fik vi besked om, at de for en sikkerhedsskyld skulle sprænges, siger vagtchefen.
Politiet har derfor været til stede ved sprængningen for at sikre, at arbejdet har kunnet udføres uden at være til fare for andre.
- Vi har en enkelt patrulje, der er ude for at sørge for, at der er afstand, men det bliver ikke den store afspærring, for der bliver lagt sprængmåtter over, så man sørger for, at fraktionerne ikke flyver i alle mulige retninger ved sprængningen, fortalte Lars Denholt inden sprængningen.
Brandvæsnet har også været til stede ved Møllesø for at hjælpe til ved sprængningen.