Bygger sygehusfløj til 400 millioner kroner

Sygehuset i Nykøbing Falster er et skridt tættere på en ny sengefløj efter et entreprenørfirma har vundet udbud til byggeriet på 400 millioner kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ny sengefløj på seks etager med cirka 135 sengepladser for 400 millioner kroner.

Sådan lyder planen for renoveringen af Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.

En renoveringsplan, som skal modernisere og forbedre forholdene for både patienter og ansatte på en af Falsters største arbejdspladser.

quote Det er en meget stor og vigtig investering for vores sundhedsvæsen

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

En investering, der er nødvendig, hvis man vil fremtidssikre sygehuset, mener regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

- Fysiske rammer betyder meget for både medarbejdere og patienter, derfor er det en meget stor og vigtig investering for vores sundhedsvæsen, siger han.

Regionsrådsformand Heino Knudsen tror på det nye hospital vil understøtte rekrutteringen på hospitalet.
Regionsrådsformand Heino Knudsen tror på det nye hospital vil understøtte rekrutteringen på hospitalet. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Projektet var ellers sat på pause efter priserne på byggematerialer eksploderede i foråret 2022 under den første udbudsrunde, som landede på 480 millioner kroner. 

Men nu er en ny udbudsrunde afsluttet, og G.V.L Entreprise A/S er løbet med sejren til en pris på 400 millioner kroner.

Fysiske rammer er vigtige

Udover den nye sengefløj har regionen valgt at bruge 139 millioner kroner på en række delprojekter, der omfatter en tilbygning med operationsstuer, en CT-scanner til akutafdelingen, renovering af eksisterende bygninger og en helikopterlandingsplads. 

Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.

  • Region Sjællands sydligste akutsygehus

  • Betjener omkring 150.000 borgere fra Lolland, Falster, Møn og det sydlige Sjælland

  • Sygehuset har 252 senge, heraf er 10 intensive 

  • Sygehuset har 1300 medarbejdere

  • Der er cirka 27.000 indlæggelser om året, 85 procent er akutte forløb

  • Derudover er der 78.000 ambulante besøg på sygehuset om året

    Kilde: Region Sjælland.

Alt dette håber regionsrådet kan hjælpe på de rekrutteringsvanskeligheder, som sygehuset i Nykøbing Falster længe har haft. 

- Der er ingen tvivl om, at de fysiske rammer betyder rigtig meget for et godt arbejdsmiljø. Og et godt arbejdsmiljø er en af de allerstørste nøgler til at sikre rekruttering af medarbejdere, siger Heino Knudsen.

Læs også
Får moderne sygehus for over en halv milliard kroner
Læs også
Får moderne sygehus for over en halv milliard kroner

Og planerne om at skrotte fire-mands stuerne til fordel for en-mands stuer vækker også begejstring blandt hospitalets nuværende personale.

- Vi er rigtig glade for at få et nyt sengeafsnit, hvor der er nogle mere tilsvarende forhold, hvor der er mere plads til patienterne, deres hjælpemidler og der er mere privatliv. Det ser vi frem til, siger Mrdjan Miki Hadzic, som er afdelingslæge på hospitalets led- og knoglekirurgiske afdeling.

Privatliv vigtigt for patienter

Det er de gamle sengeafdelinger fra 1950’erne med flersengsstuer uden toilet og bad som bliver afløst af eneværelser.

Afdelingslægen mener, at den nye sengefløj er vigtig for, at sikre den bedst mulige helingsproces for patienterne.

Mrdjan Miki Hadzic, som er afdelingslæge på sygehuset, mener, at privatlivet er vigtigt for at patienterne kan komme sig ordentligt.
Mrdjan Miki Hadzic, som er afdelingslæge på sygehuset, mener, at privatlivet er vigtigt for at patienterne kan komme sig ordentligt. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Det er vigtigt, at man er udhvilet og har privatliv som patient, hvis man skal komme sig bedst muligt, siger han. 

Det er planen, at byggeriet skal gennemføres i perioden 2024-2028. 

Den nye sengebygning skal være klar til brug i 2028, hvor børne- og ungdomsafsnit, afsnit for led- og knoglekirurgi, afsnit for lungesygdomme og geriatrisk afsnit flytter ind.

Ikke optimalt arbejde

De gamle fire-sengs stuer er ikke kun et problem for patienterne. 

Også personalet på hospitalet oplever problemer med, at være nødt til at flytte rundt på stuens møbler, for at kunne komme til at hjælpe patienterne. 

Ifølge Helle Jensen mangler patienterne på fire-mands stuerne privatliv.
Ifølge Helle Jensen mangler patienterne på fire-mands stuerne privatliv. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Og det er ikke optimalt, mener Helle Jensen, som er oversygeplejerske på hospitalets led- og knoglekirurgiske afdeling.

- Vi skal hele tiden flytte rundt på tingene for at få ordentlige arbejdsstillinger. Vi har ikke plads nok til den type patienter, som vi har, siger hun.

Sengefløj vil blive en af byens højeste

Også hospitalets drifts- og byggechef Michael Værnhøj, er begejstret for byggeriet af den nye sengefløj og hospitalets øvrige renovering, da kvaliteten på patientplejen vil komme i top, mener han.

- I dag har vi to- og fire-sengs stuer, men når vi får den nye sengefløj kommer det til at ligne de kvalitetsbyggerier, som man ser blandt andet på Køge Sygehus.

Michael Værnhøj, som er drifts- og byggechef på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. glæder sig over, at byggeriet er blevet moderniseret.
Michael Værnhøj, som er drifts- og byggechef på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. glæder sig over, at byggeriet er blevet moderniseret. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Han fortæller, at den kommende sengefløj kan ende med at blive en af byens højeste bygninger, da den med sine seks etager vil blive den samme højde som Rundetårn i København.

- Det bliver jo et vartegn for Nykøbing Falster forstået på den måde, at der ikke er noget, der rager så højt op i luften, som det nye byggeri, siger han.


Nyhedsoverblik