Der kommer snart en beslutning om en cykelsti på diget ved Marielyst Strand på Falster. Men enighed – det er der ikke.
Striden handler om et 17,5 km. langt dige, som det indtil nu har været forbudt at cykle på. Men spørger man kommunalpolitikerne, så bliver det lavet om til december.
- Jeg tror på, at vi får vedtaget det på næste byrådsmøde. Jeg har ikke fået nogen indvendinger fra nogen i Teknik- og Miljøudvalget, så jeg forestiller mig, at det kommer på plads i december, siger Flemming Jantzen (V), Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Guldborgsund Kommune.
’Det er ikke beregnet til cykler’
Søren Bjerregaard er formand for det falsterske digelag. Han er godt gammeldags træt af kommunalpolitikerne I Guldborgssund Kommune
- Det her dige er ikke beregnet til særlig meget færdsel, da det består af sand og er beklædt med græs. Så det er slet ikke beregnet til cykler, siger Søren Bjerregaard
I hans fritid er han bare en af dem, som vedligeholder det 17,5 kilometer lange dige ved Marielyst Strand. Det historiske dige blev bygget efter en voldsom stormflod I 1872, hvor mange mennesker mistede livet.
- Diget er anlagt for at beskytte egendomme, mennesker og dyr. Det kan få katastrofale konsekvenser, hvis det bliver nedslidt på den måde, siger Søren Bjerregaard.
’Det vil ikke skade diget’
Da diget ikke oprindeligt var tænkt til færdsel, er det konstrueret kun af sand og græsbelægning. Derfor har det lokale digelag også vedtaget en masse restriktioner, for at sikre at diget holder. Men spørger man Teknik- og Miljøudvalgsformanden, så skulle der ikke være nogle problemer
- Vi er af den klare overbevisning, at diget nok skal holde. Men vi holder naturligvis øje med det. Vi afsætter 50.000 kr. om året til at vedligeholde eventuel slitage. Vi laver også nogle målinger på, hvor meget det bliver brugt, og kammer det over, så må vi jo genoverveje situationen, siger Flemming Jantzen (Venstre).
Cykelsti ved foden af diget
Digelagets forslår i stedet, at man anlægger cykelsti nedenfor, så man slipper for at slide på selve diget. Men udvalget mener, at borgerne har ret til at nyde naturen på cykel oppe på diget
- Vi har anlagt en cykelsti her nedenfor diget i Idestrup. Den løsning har vi foreslået kommunen at hjælpe dem med på resten af strækningen, men det vil de ikke lytte til, siger Søren Bjerregaard.
Udvalgsformanden fra kommunen mener ikke, det er løsningen
- Vi er godt klar over, at der er en konflikt her, som vi nok ikke bliver enige om, men nu er det altså kommunen, der fastsætter regulativet for adgang på diget, og vi mener, at man skal have fri adgang til at nyde naturen på cykel, siger Flemming Jantzen.
Så det ser altså ud til, at cykling på diget bliver tilladt.
Hvis planen holder, så godkender Teknik og Miljøudvalget cykeldiget på byrådsmødet i december.