Danmarks sydligste hotel sat til salg - kendt fra populært tv-program

Gedser Hotel, som har været med i programmet 'Nul stjerner', og som har været i drift siden 1997, er nu sat til salg til lidt over otte millioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvis du har set programmerne 'Nul Stjerner', så har du muligvis også set, at Jan Elhøj og Morten Kirckhoff har lagt vejen forbi Hotel Gedser.

Hotel Gedser, som i årtier har været byens samlingspunkt, ligger nu mere eller mindre øde hen.

Og nu er det historiske hotel sat til salg hos Jesper Jensen, ejendomsmægler hos Danbolig Erhverv i Holbæk.

Lidt over otte millioner skal du finde frem fra lommerne, hvis du er interesseret, men så får du også et hotel, der tæller hele tre ejendomme på i alt 2.142 kvadratmeter.

I salgsannoncen bemærkes det, at "ejendommen i dag er i delvis drift, og at en ny køber skal forvente ’at smøge ærmerne op’ for at få denne perle til at få sin glans igen”.

Hotel Gedser har tidligere været byens omdrejningspunkt, og der har været liv og glade dage i krostuen.
Hotel Gedser har tidligere været byens omdrejningspunkt, og der har været liv og glade dage i krostuen. Foto: Danbolig Erhverv Holbæk
I salgsopslaget fremgår det, at der er mulighed for at skabe et skønt miljø med udendørsservering i ejendommens gårdmiljø.
I salgsopslaget fremgår det, at der er mulighed for at skabe et skønt miljø med udendørsservering i ejendommens gårdmiljø. Foto: Danbolig Erhverv Holbæk

Tilladelse til 29 seniorboliger

Manden bag byens hotel hedder Jan Laue, og han har drevet det siden 1997.

- Jeg er 76 år. Nu har jeg fået nummer to nye knæ, så jeg kan faktisk slet ikke passe alt det, jeg har været vant til at passe. Det kniber, fortæller han til TV2 ØST.

quote Det ville tjene byen godt, hvis jeg beholdt den som seniorbopæl

Jan Laue, hotelejer

Han er dog endnu ikke helt sikker på, om han vil sælge det, da han har fået tilladelse til at indrette op til 29 lejligheder til seniorboliger.

- Men jeg må indrømme, at jeg nok ikke helt har kræfter til at lave alt det, der skal laves, siger han.

- Men det ville tjene byen godt, hvis jeg beholdt den som seniorbopæl, og så fik de 29 mennesker til at hjælpe med at lave en gang dans og middag for de unge på 40 nogle gange om måneden. Så der var lidt for byen.

Jan Laue har ikke endeligt besluttet, hvad han selv skal, hvis stedet bliver solgt.

En overnatning på Hotel Gedser koster fra 500,00 kroner for en person, 600 for to. Det har været de samme priser i 20 år.
En overnatning på Hotel Gedser koster fra 500,00 kroner for en person, 600 for to. Det har været de samme priser i 20 år. Foto: Danbolig Erhverv Holbæk

To krostuer og indendørs swimmingpool

Hotellet har haft de samme priser i snart 20 år.

For en person koster en overnatning 500 kroner, 600 kroner for to personer, 700 for tre og 800 kroner for fire personer i en lejlighed.

I salgsopslaget fremgår det, at hotellet har to krostuer, den ene med billard samt restaurantlokaler i den "gode gamle stil" samt stor teatersal med scene og balkon.

I salgsopstillingen fremgår det, at hotellet har en teatersal med scene og balkon og to krostuer.
I salgsopstillingen fremgår det, at hotellet har en teatersal med scene og balkon og to krostuer. Foto: Danbolig Erhverv Holbæk
I salgsopstillingen fremgår det, at hotellet har en teatersal med scene og balkon og to krostuer.
I salgsopstillingen fremgår det, at hotellet har en teatersal med scene og balkon og to krostuer. Foto: Danbolig Erhverv Holbæk

Og så findes der også toiletter, seks enkeltværelser, fire dobbeltværelser og fem toværelses lejligheder.

Derudover er der en bygning fra 1990 med 18 lejligheder og endelig en erhvervsejendom på 238 kvadratmeter med en bolig på 40 kvadratmeter. Her findes der også en indendørs swimmingpool, som du måske kender fra 'Nul Stjerner' - med tilhørende sauna og brus, toiletter og omklædningsrum. 

Wimmingpool
Foto: Danbolig Erhverv Holbæk

Ejendommen ligger cirka 500 m fra færgeterminalen i Gedser, og den nærmeste større by er Nykøbing Falster, som ligger cirka 25 kilometer fra ejendommen.

Hotel Gedser Havn
Foto: Danbolig Erhverv Holbæk

Har drevet hotel i mere end 25 år

Ejeren bag hotellet siger farvel til en æra, hvis hotellet bliver solgt. I mere end 25 år har han arbejdet hårdt for at drive hotellet, som han stadig selv bor i.

- Dengang var bistroen med mad og alt mulig åben, og jeg lavede mange ting ved siden af, siger Jan Laue.

quote Jeg har ikke haft en eneste fridag siden 2002, og jeg har arbejdet 17-19 timer i døgnet hele året rundt

Jan Laue, hotelejer

Når han tænker tilbage på sin tid som hotelejer, er han stolt af, hvordan det gik, efter han overtog hotellet.

- Jeg fik betalt min gæld af efter tre år, da jeg købte det i 1997. Der tjente vi så mange penge, at jeg kunne betale min gæld. Dengang boede alle håndværkerne her med morgenmad, frokost og aftensmad. Dengang gik det lidt bedre, fortæller Jan Laue.

- Og så har jeg ikke lånt en krone siden.

I Hotellets krostue hænger der billeder af hotellets levetid helt tilbage fra 1980'erne og frem til i dag.
I Hotellets krostue hænger der billeder af hotellets levetid helt tilbage fra 1980'erne og frem til i dag. Foto: Danbolig Erhverv Holbæk

Men det har ikke været uden blod og sved og tårer at drive det, der dengang var et succesfuldt hotel.

- Det har været hårdt arbejde alle årene, det må jeg ærligt indrømme. Jeg har ikke haft en eneste fridag siden 2002, og jeg har arbejdet 17-19 timer i døgnet hele året rundt.

Og når man har været hotelejer i flere årtier, så har man fået lidt forskelligt med i bagagen, erfarer Jan Laue.

- Jeg har en meget sjov livshistorie, siger han.

- Og jeg troede, jeg altid ville være 25 år, men nu er jeg begyndt at mærke, at den er blevet lidt halvgammel oppe i toppen.


Nyhedsoverblik