Torsdag klokken 18 kan den lollandske folkefest skåles i gang for 41. gang.
Normalt bliver Døllefjelde-Musse Marked afholdt i Store Bededagsferien, men corona har ad flere omgange lavet rod i kalenderen.
Selvom pladsen først åbner for gæster torsdag aften, kunne campinggæster allerede fra klokken 13 begynde at sætte lejeren op.
Artiklen fortsætter under billedet.
Nogle af dem er Niclas Lohse og Bastian Bohn fra Sakskøbing, som kun lige havde taget det mest nødvendige med til deres lille to-mands telt.
- Vi har en lækker madras med til deling, øl, en sovepose, to stole og tøj, det faktisk bare det, siger Bastian Bohn og tilføjer:
- Og strøm, så vi kan skrive til alle tøserne.
De to venner har måttet fedte lidt for chefen og brugt nogle feriefridage for at kunne nyde dette års Døllefjelde-Musse Marked.
For Niclas Lohse og Bastian Bohn er kræmmermarkedet en tradition med både venner og familie.
- I dagtimerne er det hyggemarked, hvor man kan få en døllepølle og om natten er der mere fest over det, så det kan lidt det hele, siger Bastian Bohn.
- Vi er her, fordi vi er nogle glade unge mænd, der er festlige, siger Niclas Lohse.
Gulddamerne
Andre på campingpladsen har dog pakket en smule mere end venneparet fra Sakskøbing.
Vi har virkelig glædet os alle sammen
I campen "Gulddamerne" er det også tradition at tage til den lollandske folkefest. Her er de seks veninder, som har gået i folkeskole sammen, der mødes hvert år. Sammen har de købt en campingvogn, de har renoveret.
- Det er her, vi er sikre på, vi alle er samlet, for det kan godt være svært, når man bor forskellige steder og har hvert sit arbejde, siger Maja Johansen fra Søllested.
Artiklen fortsætter under billederne.
I år har gruppen glædet sig ekstra meget, eftersom de sidst havde "gulddamernes" campingvogn på tur til markedet i 2019.
- Vi har virkelig glædet os alle sammen. Vi har skrevet og talt ned til, vi skulle herned, siger Rikke Fredriksen fra Øster Ulslev.
Og campen er opgraderet med ny soundbox og nyt fortelt, så dagene kunne nydes i fulde drag.