Regionens måske højeste juletræ. Det er, hvad Vejdirektoratet har forsøgt at skabe med dette års lyssætning på Farøbroernes 94,1 meter høje pyloner.
Emilie Dittmer Hartwich, der er projektleder på Farøbroerne, fortæller, at det i år er anden gang, at broen iklædes julelys.
Der var en lille programmeringsdrillenisse, der havde lavet den blå de første dage i december
- Vi har i år valgt, at vi prøver at lave et juletræ. Når der er så mange forskellige lysmuligheder, er vi enige om at prøve at gøre noget forskelligt hvert år, siger hun og tilføjer:
- Sidste år var det en nissehue – rød i bunden og hvid i toppen.
Netop et juletræ var helt oplagt, fortæller projektlederen.
- Pylonerne har en form, der gør, at de ligner lidt et juletræ, når vi lyser dem grønne – og så har vi sat en stjerne i toppen.
I første omgang blev farven dog ikke helt som planlagt, fortæller Emilie Dittmer Hartwich:
- Der var en lille programmeringsdrillenisse, der havde lavet den blå de første dage i december. Jeg tror, folk troede, det var meningen, for allerede der fik vi en del positive henvendelser.
Det nye lyssystem på broen blev indført i november sidste år og kan sætte broen i samtlige regnbuens farver.
- Det er meningen, at vi fejrer de begivenheder, der nu måtte være, og bruger farverne, når vi kan, siger Emilie Dittmer Hartwich, der allerede nu kan afsløre den næste markering:
- Til nytår vil vi lyse den op i blåt.
Foruden Farøbroerne har Storebæltsbroen efterhånden en lang tradition for at sætte kulør på pylonerne ved forskellige markeringer, hvor man her i december også bliver mødt af et juletema.