Der er store planer for filmklenodiet Det Gule Palæ, som spillede en fremtrædende rolle i filmen Olsen Banden på Sporet fra 1975.
Forleden blev palæet transporteret på skib fra København til Gedser på den sydligste tap af Falster, hvor den nu skal restaureres. Men det stopper ikke her.
For det københavnske arkitektfirma Gottlieb Paludan Architects blev nemlig ringet op af Olsen Banden-fanklubben, der ønskede, at arkitektfirmaet kiggede forbi Det Gule Palæ i håbet om, at firmaet ville tegne en sidebygning til det gamle folkeklenodie.
Vi har ikke pengene, så vi skal i gang med at samle penge ind
Det var en opgave, som Thomas Brogren, arkitekt hos Gottlieb Paludan Architects, ikke kunne stå for.
Pengene mangler
Så han har tegnet en ny sidebygning i træ og aflang som et tog, hvor der indenfor skal være et stort rum samt et storkøkken og toiletter. For fremtiden skal folk kunne leje bygningen til fester og arrangementer.
Projektet ventes ifølge Thomas Brogren at koste mellem 2.5 til 3 millioner kroner
Det kunne være sjovt at gøre projektet til en folkesag
- Men vi har ikke pengene, så vi skal i gang med at samle penge ind, søge fonde og tale med kommunen, om de på nogen måde kan hjælpe, fortæller Thomas Brogren til TV ØST.
- Det kunne være sjovt at gøre projektet til en folkesag, for vi kunne se, at rigtig mange var klar til at hjælpe, da vi flyttede tårnet. Alt kunne lade sig gøre, tilføjer arkitekten.
Ifølge arkitektfirmaet vil projektet give nye muligheder for området. Det vil øge opmærksomheden omkring Gedser by, når projektet lanceres, og på længere sigt vil placeringen af Det Gule Palæ i Gedser give en øget aktivitet og turisme.
Flytningen fra København til Gedser blev finansieret af donationer fra blandt andet A.P. Møller & Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond Til Almene Formaal og flere danske og tyske fans af Olsen Banden-filmene.