To mænd er onsdag blevet varetægtsfængslet frem til 23. august i forbindelse med den personpåkørsel, der fandt sted i Jernbanegade i Nykøbing Falster tirsdag aften tæt på klokken otte.
En hvid varevogn kørte flere gange gennem Jernbanegade i høj fart. En person blev ramt, og kørt på hospitalet. Han er uden for livsfare. Andre måtte hoppe for at undvige at blive ramt af bilen.
TV2 ØST var tilstede under grundlovsforhøret onsdag, hvor de to mænd blev varetægtsfængslet.
Ifølge sigtelsen er den ene af de to mænd sigtet i tre forhold. Han er sigtet for at have kørt bil, imens han har været frakendt sit kørekort. Han er sigtet for at have truet en til flere personer med en sølvgrå kniv på 20 til 30 centimeter og for angiveligt at have sagt: "Jeg slagter jer" eller lignende. Og så er han sigtet for at bryde knivlovens paragraf syv for besiddelse af kniv og trusler om vold. Han er tidligere dømt for vold.
Den anden er sigtet i to forhold. Blandt andet for på en rå og brutal måde at have påkørt en 30-årig mand og for at prøve at køre to andre ned, der måtte hoppe for ikke at blive ramt.
Begge nægter sig skyldige.
Ingen krammer til mor
Under grundlovsforhøret onsdag var den ene mands mor tilstede. Da mændene blev ført ind i retssalen, ville den ene mand gerne give sin mor en krammer, men fik at vide af dommeren, at han ikke måtte, hvilket han tydeligt var utilfreds med.
Begge sigtede rullede under grundlovsforhøret med øjnene og grinede også et par gange.
Da de sad på deres stole i retssalen fik de at vide af dommeren, at de ikke måtte sidde for tæt på hinanden, hvorefter de begge bar stolene i hver deres retning helt ud i kanten af retslokalet.
Efter de to mænd fik at vide, at de skulle varetægtsfængsles frem til 23. august begyndte, de hurtigt at tænke praktik. Den ene mand henvendte sig til sin sin mor, og spurgte om hun kunne hjælpe ham med at skaffe noget tøj. Derudover henvendte han sig til dommeren og spurgte, om han nu måtte give sin mor en krammer. Det fik han afslag på.