Dreng overfaldet på vej til skole

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi eftersøger vidner i en overfaldssag fra marts i Sakskøbing.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En 15-årig dreng blev mandag den 14. marts overfaldet på vej til skole i Sakskøbing.

Overfaldet skete ud for Vestergade nummer 22 klokken 07.40, hvor drengen blev skubbet omkuld på fortovet af en mand.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

quote Det er sidste udvej

Morten Kronbo, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Politiet har dog ikke haft held til at finde manden, og derfor efterlyser de nu vidner i sagen.

- Det er sidste udvej, ellers kan vi ikke komme det nærmere, siger Morten Kronbo, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis afdeling i Nykøbing Falster, og fortsætter:

- Vi har ikke andre spor. Der er ikke noget overvågning, og drengen har givet et sparsomt signalement, så hvis vi skal have en chance, skal der være nogen, der har set noget.

Læs også
Dreng stoppet på hjemmelavet motorcykel
Læs også
Dreng stoppet på hjemmelavet motorcykel

Mens drengen lå ned på fortovet, slog manden ham flere steder på kroppen med knytnæveslag. Bagefter tømte overfaldsmanden indholdet af drengens skoletaske. Ifølge politiet forlod han dog gerningsstedet uden at tage noget fra drengens taske.

- Med den forklaring, vi har fået, virker det til at være umotiveret, lyder det fra politikommissæren.

Blev fragtet til sygehuset 

Drengen blev efterfølgende kørt til undersøgelse på sygehuset for de knubs, han havde fået af overfaldsmanden. Undersøgelsen viste, at der ikke var nogen skader på drengen. 

Gerningsmanden beskrives som værende omkring 40 år. Han er omkring 180-190 centimeter høj og almindelig af bygning. Da han overfaldt drengen, havde han en grå hue eller kasket på.

Læs også
Lastbil væltede med mælkeprodukter
Læs også
Lastbil væltede med mælkeprodukter

- Vi hører gerne fra folk, hvis man har været på stedet eller har set en person, som har haft en usædvanlig adfærd, som kunne passe på profilen. Det kan også være en med et lokalkendskab, som har en idé om, hvem det kunne være, siger Morten Kronbo. 

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4. Alternativt kan du komme forbi lokalbetjenten, der har kontor ved det gamle rådhus i Sakskøbing, som har åbent om torsdagen.


Nyhedsoverblik