Først var det en lastbil med skinker, så en lastbil med roer.
Og så endnu en væltet lastbil med juleskinker.
Alle tilfælde i præcis samme sving. To af dem inden for en måneds tid.
- Det er sket tre gange, så derfor må man konstatere, at der er noget galt.
Uheld med væltede lastbiler i en rundkørsel i Nykøbing Falster har flere gange været til gene for trafikken.
Nu viser en opmåling af Vejdirektoratet, der har ansvaret for rundkørslen, at det ene spor hælder for meget.
- Vi kan se, at hældningen i det inderste spor er for høj i forhold til de vejledende standarder, vi normalt bruger, siger Maria Lønsmand Meiner, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.
I videoen herunder kan du se, hvordan det gik til, da det lokale autohjælpsfirma omlastede 20 ton skinker ved det seneste uheld den 22. november.
Tre uheld i samme sving
Vejdirektoratets undersøgelse kommer efter, at TV2 ØST den 23. november fortalte, hvordan tre lastbiler inden for 2,5 år var forulykket i præcis samme sving i rundkørslen, der forbinder Skovalléen og Omfartsvejen til Gedser.
Den seneste ulykke i rundkørslen fandt sted natten til lørdag d. 21 november, hvor en lastbil fyldt med omkring 22 ton juleskinker væltede og spærrede en af rundkørslens udkørsler i cirka 16 timer, fordi skinkerne skulle omlastes.
En måned forinden tiltede en roetransport i præcis samme sving.
Og tilbage i august 2018 måtte der også flyttes cirka 20 ton skinker fra en væltet lastbil.
Efter den seneste ulykke fortalte Peter Bring-Larsen (Guldborgsundlisten), der er formand for Teknik-, Miljø- og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune, at han ville have Vejdirektoratet til at kigge på sagen.
- Det er sket tre gange, så derfor må man konstatere, at der er noget galt, sagde han til TV2 ØST den 23. november.
Artiklen fortsætter under billedet...
Kombination af hældning og kørsel
Ingen personer kom til skade under uheldene, men alle tre gange har de væltede lastbiler været til stor gene for trafikken.
Selvom hældningen er for høj i rundkørslen, er det ifølge Vejdirektoratet ikke udelukkende rundkørslens fysiske stand, der kan være skyld i uheldene.
Maria Lønsmand Meiner påpeger, at fart og lastning også spiller en rolle. Især kørsel med med skinker, der hænger på kroge fra loftet, kan give udfordringer, fordi lasten kan svinge fra side til side og skabe uligevægt.
- Det er ikke hældningen alene, der kan forklare, at lastbilerne vælter, da det vil være en kombination af for høj fart og måske en last med højt tyngdepunkt som for eksempel med skinke- og grisetransporter eller lignende. Der er jo mange lastbiler, der kører i gennem hver dag, uden at der sker noget, så det er ikke alene hældningen men en kombination af det og høj fart, siger hun.
Justering og/eller skiltning
Det er Vejdirektoratet, der har ansvaret for rundkørslen.
Nu vil styrelsen overveje, om der er brug for at lave konkrete tiltag ved rundkørslen for at begrænse risikoen for uheld i fremtiden.
- Vi vil efter nytår se på i hvilket omfang, der er behov for at lave en fysisk justering af rundkørslen, men også se på, om man på en anden måde kan tydeliggøre for chaufførerne, at hastigheden skal være lav i rundkørslen, for det er ikke alene hældningen, der kan forklare, at lastbilerne vælter, siger Maria Lønsmand Meiner.